203 / 302
186
viser den Indflydelse, man nu tillagde ham. Guldberg følte sig
øjensynlig smigret, og det første Skridt paa den ny Bane blev, at
ban efter et Taffel paa Fredensborg tog Bismarck til Side, for
sikrede ham om Juliane Maries udmærkede Velvilje og bad barn,
hvis han havde noget at tale om eller mærkelige Nyheder, da
blot at gaa direkte til Fredensborg dermed uden foregaaende
Anmeldelse.1
Trods denne lovende Indledning opnaaede Frederik II ikke
sin Hensigt og havde vel næppe for Alvor kunnet haabe derpaa.
Bernstorff gav nemlig bestemt Afslag; Danmark vilde opretholde
den strengeste Neutralitet, men var beredt til at yde Preussen al
rimelig Støtte baade i Wien, St. Petersborg og Regensburg, for
saa vidt det kunde bidrage til Fredens Genoprettelse. Bernstorff
kunde overmaade vel gøre dette; thi han fandt Østrigs Politik
utilstedelig og farlig for Tyskland, skønt han ikke heller havde
megen Tillid til Frederik II’s Hensigter. Videre end til denne
velvillige Neutralitet lod Bernstorff sig ikke drive. Bismarck
mente nok, at Juliane Marie og Arveprinsen var stemte for at
gaa videre, og talte om, at Schack Rathlou, Eickstedt og først
og fremmest Guldberg ogsaa var mindre ængstelige end Bern
storff; men Resultatet blev, at Bernstorffs Standpunkt blev fast
holdt, og der spores ikke nogen Brydning om denne Sag mellem
Bernstorff og hans Kolleger eller Hoffet.
Frederik II var vel ikke helt tilfreds hermed; men efterhaanden «
som Sagerne jævnede sig og han klarede sig uden større Krig,
svækkedes hans Interesse for at faa Danmark med. Han forstod
Bernstorffs Grunde og udtalte sin Anerkendelse af de danske Ud
talelser i Wien, Regensburg og St. Petersborg, ja billigede, at
Bernstorff nægtede at gaa med til en Deklaration, som Rusland
lod afgive i Wien. Han fandt endvidere, at Bernstorff under
disse Forhandlinger havde vist Bismarck paaskønnelsesværdig
Tillid, og gav denne Ordre til at dyrke Forholdet for om
muligt at liste noget ud af Bernstorff om det russiske Hofs
Tænkemaade.£
Indtil efter Freden i Teschen i Maj
1779
fastholdt Frederik
II og Bismarck en saadan venlig Stemning over for Bernstorff.