198 / 302
181
dem vide, at han aldeles ikke interesserer sig for de danske indre
Forhold, — vilde han ikke, naar det kneb, være bleven nogen
paalidelig Hjælper.1 Men alligevel var der i Aarene efter
1772
flere Punkter, hvor han satte Pris paa Danmarks Bistand. Først
og fremmest gjaldt detForholdet til Rusland. Det laa ham i
høj Grad paa Sinde at holde Rusland fast, og han skyede intet
Middel dertil. Paa Grund af det nære Forhold mellem Rusland
og Danmark mente han i København at kunne faa værdifulde
Oplysninger om Stemningen i St. Petersborg og gennem den
danske Regering lægge endnu et Lod i Vægtskaalen derovre.
Dette var Tilfældet lige fra
1772
;
sidst i Halvfjerdserne, da
Josef II truede med at sætte ham ud af Spillet i St. Petersborg,
var han endnu ivrigere for at bruge Danmark. Hertil føjede sig
Ønsket om at faa Danmark med imod Østrig i det tyske Riges
Anliggender, og endelig havde han stadig Planer om en Handels
traktat med Danmark-Norge, der skulde gavne Preussens Skibsfart.1’
Da Neutralitetsforbundet dukker frem, er det ved Siden af Ønsket
om at virke mod England et Hovedformaal for ham at faa Preus
sens Handelsflaade stillet under det danske Flags Beskyttelse.
Da disse praktiske Hensyn forbandt sig med det personlige
Forhold til Juliane Marie, kunde Frederik II ikke andet end
nære Interesse for Magtfordelingen i København og fremfor alt
for, hvorledes Danmarks Udenrigsminister var sindet. Gennem
sin Gesandt søgte han til enhver Tid at være paa det rene med
Juliane Maries virkelige Magt, og hver Gang han troede at be
mærke farlige Intriger, advarede han hende; det var ham en
stadig Kilde til Ængstelse, at hun særlig efter Caroline Mathildes
Død var alt for selvtillidsfuld. Efter den
14
. April
1784
skrev
han ærgerlig til sin Gesandt Rohde, at han for længst havde
forudset og forudsagt, at hendes Magt vilde blive tilintetgjort,
men hun havde ikke villet høre.3
Ostens Afskedigelse fandt han ganske i sin Orden, da Osten
efter hans Opfattelse ikke loyalt havde sluttet sig til det russiske
System. „Enhver Minister maa opgive sine Særmeninger og alene
følge sit Hofs, hvis han ikke vil skaffe sig Ubehageligheder og
slemme Følger,“ skrev han til Arnim og raadede Juliane Marie