204 / 302
187
Bismarck lyttede til Bernstorffs storpolitiske Udviklinger, og Fre
derik II fik ad den Vej adskillige Oplysninger, som han satte
Pris paa. Ja end ikke, naar Bismarck i Løbet af
1779
med
delte, at Bernstorff havde udtalt sig med stor Forkærlighed om
England og havde sagt, at han fra Barn af var England hengiven
„med Sjæl og Sind“ og kun beklagede, at Englands uvillige Hold
ning over for Danmark ikke tillod ham at støtte det saa stærkt,
som han kunde ønske, fandt Frederik II Anledning til Klage. Over
for Bernstorffs Frygt for, at England skulde blive knust i Krigen,
bemærkede han blot koldsindig, at selv om England blev nødt
til at slutte Fred og afstaa noget i Indien, saa var det ingen stor
Ulykke for det øvrige Europa.1
Nogle Forhandlinger om indre tyske Forhold efter Freden i
Teschen skabte derimod nogen Uvilje hos Frederik II. Dels
drejede det sig om en Strid mellem Hertugen af Mecklenburg og
hans Stænder, hvilke sidste ikke vilde finde sig i, at Frederik II
ved Freden havde skaffet Landsfyrsten en „jus de non appel-
lando“ , der generede deres Privilegier. Bernstorff stillede sig
her, efter Bismareks og Frederik Il’s Mening, fordi han selv var
mecklenburgsk Godsejer, paa Stændernes Side og støttede deres
Protest i Wien, hvad der irriterede Frederik II, som gav Stæn
derne aldeles Uret. Vigtigere fandt Frederik II det, at Bernstorff,
der efter hans Mening alene bestemte Danmarks Politik i alle
tyske Forhold, fulgte den hannoveranske Regering bl. a. i et
Spørgsmaal, hvor Hannover mente at Frederik II havde krænket
Corpus Evangelicorums gamle Rettigheder til Fordel for de katolske
Stater, hvorfor Hannovers Repræsentant paa Rigsdagen gjorde
Indsigelse mod Rigets Stadfæstelse af Freden. Frederik II’s Me
ning var kun delvis rigtig; Bernstorff udtalte ganske vist til den
danske Gesandt Viereck i Regensburg, at Kongen ringeagtede
Tysklands Forfatning og alle andre Stater og kun vilde mele sin
egen Kage, men han var ogsaa uenig med Hannover og ønskede
kun en fredelig Ordning og som Frederik II en snarlig Fred.
Partiskhed mod Preussen er der intet Spor af. I Forbindelse
hermed stod en ofte fremsat Paastand om, at Bernstorff ønskede
at støtte Østrig, hvad den østrigske Regering selv gerne vilde