201 / 302
184
støtte Østrig, men dog først og fremmest opretholde Fred og
Ligevægt. Bagved laa en dæmrende Ængstelse for, at Magt
forholdene i Nordtyskland kunde forskydes med Fare for Holsten.'
Endelig kom Forholdet til England. Mod Frederik II’s og Juliane
Maries Had stod her Bernstorffs Yndlingstanke, et russisk-dansk-
engelsk Forhund. Preussens Handel og Skibsfart ansaa han for
en Konkurrent, som Danmark-Norge ikke burde støtte. Kort sagt
paa alle Punkter var hans Grundbetragtning modsat.
Hoffet maa tidlig have været paa det rene hermed; mærke
ligere er det, at det varede længe, før Frederik II blev klar der
over. Det viser, hvor behersket og forsigtig Bernstorffs Politik
har været.
Adskillige Aar gik hen i fuldkommen Ro. I Efteraaret
1774
indtraf der vel en Episode, hvor der blev gjort Forsøg paa at
sværte Bernstorff hos Frederik II; men det fik ingen Betydning.
Det var Gesandten Arnims Tilbagekaldelse, der gav Anledning
dertil.2 Arnim havde været i København i flere Aar, men havde
stadig vist sig som en højst ubehagelig, lunefuld og pirrelig
Person, som Bernstorff vanskelig kunde forhandle med, især, paa
stod Bernstorff, fordi han var ligefrem løgnagtig og refererede
Ord og Meddelelser rent falsk. Juliane Marie klagede til Frederik
II over ham og bad omsider i Efteraaret
1774
om, at han maatte
blive kaldt tilbage. Dette skete, men Arnim blev rasende og for
talte Frederik II, at det hele skyldtes en Intrige af Bernstorff,
hvem han malede med de sorteste Farver. Frederik II svarede,
at han ikke tvivlede om, at Arnim havde Ret; Bernstorff havde
anstiftet det hele af Skinsyge over Juliane Maries Privatkorre
spondance med ham og havde haabet at skabe Ufred mellem dem
ved at sætte ondt for Arnim. Det var imidlertid ikke lykkedes;
men da Arnims Rappel var forlangt, saa maatte han bort; men
han kunde takke Bernstorff derfor.
Kort efter kom den ny Gesandt, en Grev Redern, fil Køben
havn, og Frederik II gav ham Ordre til nøje at vaage over, om
Bernstorff ogsaa vilde prøve paa at modarbejde ham ved Hoffet. ’
Redern klagede først over, at Bernstorff ikke viste ham tilbørligt
Hensyn; men Frederik II fandt Anledningen rent ubetydelig og