Previous Page  193 / 302 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 193 / 302 Next Page
Page Background

176

følgende Arveforhandlinger, saa meget mere som Caroline Mathil-

des Død gav større Sikkerhed og tilskyndede ubetænksomme Sjæle

til at vise mindre Hensyn og Forsigtighed.

Samtidig ærgrede man sig over hans rolige og passive Hold­

ning over for Sverige, og denne Stemning førte i Oktober til en

Række Intriger mod Bernstorff, hvis Detailler ikke kan følges,

men hvis Hovedtræk er klare.

Allerede længe havde Bernstorff mærket, at man angreb hans

Politik og havde Mistillid til den. Han anerkendte ikke Klagernes

Berettigelse; mellem fordomsfri Mænd kunde der overhovedet ikke

være to Meninger om Sagen, erklærede han, og ved en Under­

søgelse af de udenrigspolitiske Forhold i

1775

kan man ganske

vist ej heller finde et eneste Punkt, hvor han med Rimelighed

kunde handle anderledes, end han gjorde. Over for Sverige er

det overhovedet umuligt at finde et Punkt, hvor der kunde være

Plads for en kraftigere, mere aggressiv Optræden.

Det var da

ogsaa forklarligt, at man — som det for Resten var Hoffets Sæd­

vane — længe skumlede i Krogene uden at vove direkte Angreb,

indtil Bernstorff en skøn Dag overraskedes ved Meddelelsen om,

at Eickstedt fra nu af skulde indtræde i det snævre Konseil, der

behandlede de udenrigske Sager. Thott og Schack Rathlou var,

som man vil mindes, kommen ind i dette mindre Statsraad i Oktober

1772

af Mistillid til Osten. Da Bernstorff traadte til, blev denne

Ordning ved at bestaa, og klarsynet bemærkede en omhyggelig

Iagttager af Schack Rathlous Færd, den engelske Gesandt Wood-

ford, kort efter, at her var et Punkt, hvor Bernstorff og Schack

Rathlou før eller senere vilde komme til at støde sammen, da

Schack Rathlou ad denne Vej vilde prøve at bevare en vidt gaaende

Indflydelse paa Udenrigsstyrelsen.1 Dette slog til. Efteraaret

1775

er det Tidspunkt, da Bernstorff og Schack Rathlou bestemt skilles,

og bag ved Eickstedts Indtrædelse og hele Intrigespillet skimtes

Schack Rathlous Skikkelse. At det var Schack Rathlou, der stod

bagved, siger Bernstorff, der udtrykker sig meget diskret om

Sagen, ikke direkte; andre siger det derimod positivt, og hele

Sagforholdet gør det utvivlsomt. Helt paa egen Haand er der

ikke Tale om at Guldberg og Juliane Marie paa dette Tidspunkt