52 / 320
45
Kai<1: da der er saa faa Mænd her i Landet, som praktisk
have gjort sig bekendt med fremmede Blindeinstitiitter, vil
det udentvivl blive nødvendigt at lade den Mand, som man
udseer dertil, foretage en Udenlandsreise paa 1 Aar, for at
han paa de rette Steder kan studere sit Fag. Men efterat
ban er valgt, bør man ikke tinge med ham om hans Myn
dighed; thi vi tro neppe at fejle, naar vi paastaa, at endnu
har intet Blindeinstitut villet trives uden ved Hjælp af en
stærk Concentration af Bestyrelsesmyndigheden hos en be
gavet Mand, som levede og virkede for Instituttet og for det
alene. Vi anse det for rettest, at Forstanderen deltager i
Undervisningen, dog bør han ikke være overlæsset med Timer,
da den fornødne Tid maa levnes ham, dels til at føre Til
synet med de andre Læreres Undervisning og at veilede
disse, saalænge som de ikke ere trængte ret ind i Methoden,
dels til at besørge de øvrige Forretninger, som ville komme
til at paahvile hain“ . Derefter fremhæves det Ønskelige i,
at Forstanderen ogsaa forestaar den daglige Økonomi og
Regnskabsvæsenet. Kommissionen gjør gjældende, at den,
hvem saa mange Pligter paahvile, ogsaa bør stilles gunstigt
i økonomisk Henseende og have Pensionsret for sig og Enke.
„Han bør tillige være understøttet af et dygtigt og vellønnet
Lærerpersonale. Den gratis Undervisning bør aldeles af
skaffes; de fleste Lærere bør have saa mange Timer, at
Undervisningen i Instituttet bliver deres Hovedbeskæftigelse,
og de bør stilles saaledes, at man kan vente deres Virksom
hed fortsat i en Række af Aar“ .
Kommissionen udtaler sig ogsaa for Ønskeligheden af,
at Forstanderens Hustru tillige kunde være Børnenes Pleje
moder og Lærerinde ved Instituttet. Dog vil man ikke op
stille dette som en Regel, da det ikke vilde passe i alle
Tilfælde.
Man udtaler sig ogsaa for, at nogle af Lærerne tages
al de Blindes Kreds, dog selvfølgelig kun, forsaavidt man
„har Blinde til Raadighed, som egne sig for Lærerfaget“ .
I et følgende Afsnit omtales Lærefagene: Til de hidtil