sionen udarbejdede Plan gaar ud l'ra det højeste Tal, 80.
Dette Tal mener man at burde fastholde, ogsaa af Hensyn
til det stigende Antal Fødsler og den derved fremkaldte For
øgelse af de blinde Børns Antal og paa Grund af, at „et
vel indrettet Institut sikkert vil fremdrage flere Blinde, hvorom
man aldeles ikke har faaet Underretning". Det tilføjes, at
man i Tilfælde af, at der i Begyndelsen blev Pladser tilovers,
kunde optage Børn fra de nordiske Naboriger (for fuld Be
taling).
Derefter omtaler Kommissionen (i Nr. 3) Spørgsmaalet
om Opførelsen af en Institutsbygning og dennes eventuelle
Indretning. I Forbindelse hermed berøres Erhvervelsen af
en Byggegrund paa den saakaldte Slagtervang ved Kalk
brænderiet. En tidligere erhvervet Grund (den samme, paa
hvilken Instituttet senere blev opført) maatte dengang opgives,
fordi den laa udenfor den nye Demarkationslinie, og Krigs
ministeriet absolut modsatte sig dens Bebyggelse.
Med Hensyn lil Ledelsen af det nye Blindeinstitut ud
taler Kommissionen sig i 4de Afsnit af sit Forslag paa føl
gende Maade: „Væsentligst beror et Blindeinstituts Skæbne
paa, hvorvidt det lykkes at finde en Mand, som vil stille sig
i Spidsen for det, opofre sig ganske for Sagen, og som ikke
alene har den tilbørlige Indsigt og Dygtighed til at under
vise og opdrage blinde Børn, men ogsaa den Iver og Energi,
parret med den Hjertensgodhed og Humanitet, som der er
saa rig Leilighed til at udvise ved Bestyrelsen af et saadant
Institut. Har man imidlertid fundet en saadan Mand, da bør
man lægge saa Meget som muligt af Instituttets Bestyrelse
i lians Haand, og den overordnede Bestyrelses Virksomhed
bør i det Væsentlige kun være kontrollerende". Der siges
fremdeles om Administrationen: „Denne bør (derfor) over
lades en enkelt Mand, som ene og alene virker for Instituttet
og saa at sige smelter sammen med dette, saa at det for
ham bliver baade en Æres- og Velfærds-Sag, at Instituttet
blomstrer. Man bør være forsigtig ved Valget af en saadan
Mand, og man bør sørge for, at han er vel forberedt for sit