273 / 646
264
Kastellet Frederikshavn som Fængsel.
Plads for en og samme Arrestant1), virker det nu næ
sten velgørende at træde ind i en af Arresterne derude.
Gulvet er hvidskuret, Luften er ren og frisk, og selv
om Bohavet selvfølgelig er afpasset efter Stedets Alvor,
saa mangler der dog intet af det nødvendigste. I Væggen
er indmuret et Bord og en Stol, der findes et Vandkrus
og en Bibel, Kakkelovn og Seng, og denne sidste, der
forøvrigt er slaaet sammen og laaset
0111
Dagen, er ikke
daarligere end den, Soldaten kender fra Kasernen. Hver
Nyankommen faar sine rene Lagener, og til sit Morgen
toilette har hver Arrestant sit eget Haandklæde. Gennem
den paa Døren anbragte lille Lem rækkes hans Mad
ham næsten paa Slaget, hvad enten den nu bestaar af 2
Better fra »Tutten« ellerfor nogle faa Dage er indskrænket
til et Par Skiver Bugbrød og en Haandfuld Salt; og med
hans Lønning holdes der et saa m inutiøst og samvittig
hedsfuldt Regnskab, at mangen Soldat maatte ønske det
fortsat ogsaa udenfor Arresten.
Vor Tids Humanitet ha r ogsaa sat sit Præg inden
for Fængselsmurene, hvor den har afløst henfarne Aar-
liundreders Vilkaarlighed og Brutalitet med en paa Lov
og Dom bygget Regelbundethed, der saa samvittigheds
fuldt, som det nu engang er givet os ufuldkomne Men
nesker, afpasser det rette Forhold mellem Brøde og Straf.
J) Arresterne er næppe heller blevet rensede, fordi en ny Be
boer rykkede ind, og betegnende er det, naar Leonora Ulfeldt i sit
»Jammers-Minde« fortæller, at bun først 3 Aar efter sin Fængsling
opdagede, at Gulvet i hendes Fængsel var af Sten og ikke af Ler,
som bun havde troet. Den Kvinde, der var hos hende, tog sig en
Dag for at gøre rent hos hende, og Leonora fortæller herom: »Den
Mængde, der var af Skarn, er utrolig. Den var sanket i mange Aar,
thi det havde været et Misdæders Fængsel, og derinde havde de paa
Gulvet gjort deres Behov. Hun lagde den Uhumskhed op i et Hjørne,
og var des Mangfoldighed saa stor som et stort Bondelæs«.