272 / 646
Kastellet Frederikshavn som Fængsel.
263
lløjte den sidste Rest af Idyl bort fra Frederik I II ’s
gamle Fæstning.
Endnu er dette dog ikke lykkedes; endnu grønnes
Aar for Aar Voldens gamle smukke Træer, selv om en
enkelt af Veteranerne en stormfuld Vinternat lægger sig
træt til Hvile ned ad den Skraaning, i hvis Muld dens
Rødder filtrer sig i et vildsomt Net, og endnu fylder
Violerne i Foraarstiden Luften ined deres Vellugt, lige
som dengang da hele Kompagnier blev udkommanderede
for at plukke dem til de kongelige Gemakker. Fra Svane
reden mellem de svajende Siv sendes der troligt Aar for
Aar et nyt Kuld ud i Verden; i Rusk og i Hæk kvidrer
Tusinder af Smaafugle, medens Solsorten dominerer det
hele med sin Fløjtesolo; men naar Skyggerne bliver
lange og Mørket falder paa, melder Uglen sig med sit
varslende Skrig og minder det elskende Par, der har
valgt Voldens Spaserestier til sit Stævnemøde, om at
det er Tid at skilles.
Endnu ha r Kastellet som sagt sine Arrester, og
endnu har disse Arrester deres skiftende Reboere, men
for den unge Soldat, der i et letsindigt Øjeblik begaar
en Handling, der bringer ham i Rerøring med disse
Arrester, er det en Trøst, at han, hvor længe Straffen
end varer, med Sikkerhed kender den Dag og Time, da
Døren atter skal aabnes for ham. Selv om han er en
Straffefange, for hvis Dør der er sat Vagt for at hindre
ham i at søge Friheden paa egen Haand, saa ved han,
at hvad enten det er Dag eller Nat, saa koster det ham
kun et Tryk paa den elektriske Knap for at tilkalde
Hjælp, om dette skulde være nødvendigt.
I Modsætning til den Uensartetlied og Utilstrække
lighed, der i Fortidens Arrester gjorde sig gældende selv
overfor det allernødtørftigste Bohave, og den Urenlighed,
hvori disse Arrester befandt sig ved aarevis at afgive