355 / 646
346
Nytaarsrevolten 1860.
var af en ganske anderledes hjemlig, næsten huslig Ka
rakter; der var en lille Duft af Skandale over det, og
der var en Kvinde med i Spillet.
De nationalliberale Førere havde altid set med onde
Øjne paa Frederik VIFs Hustru
Grevinde Danner,
og hun
gengældte deres Følelser af et oprigtigt Hjerte. Ganske
naturligt kom der saaledes en Slags Forstaaelse i Stand
mellem Grevinden og de Nationalliberales politiske Mod
standere, de saakaldte Bondevenner, Datidens Venstre-
mænd. De to Parter i dette Forbund gjorde ofte h in
anden vigtige Tjenester, og Grevindens fortrolige Ven
Kammerherre
Berling
blev det stadige Forbindelsesled
imellem dem.
Men for de ansvarlige Ministre var dette Forhold
efterhaanden blevet ganske utaaleligt. Naar de trak
Kongen til den ene Side, trak Kammerherren og Grev
inden ham til den anden, over til Modstanderne. Og
tilsidst havde da Konseilspræsident
Hall
besluttet, at
han ikke længer vilde finde sig i disse uansvarlige Raad-
givere, der havde Kongens Øre i nok saa høj Grad som
han selv. I November 1859 stillede han det bestemte
Forlangende til Kongen, at Kammerherre Berling skulde
fjernes fra Hoffet. Men Grevinden og Bondevennerne
satte fra deres Side alt ind paa, at Berling skulde blive,
og det viste sig, at de foreløbig var de stærkeste. Ber
ling b lev , og det var Ministeriet, som maatte gaa.
Den 2. Dec. tiltraadte da Ministeriet
Rotwitt.
Dets
Chef var en dygtig og hæderlig Mand, der tidligere
havde været Amtmand over Frederiksborg Amt, og som
personlig stod Grevinden og Bondevennerne nær. De
bekendteste blandt hans Hjælpere var Udenrigsministeren
Baron
Blixen Finecke
— en lidt ekscentrisk Politiker, der
var Ven med Bismarck og Svoger til Tronfølgeren Prins
Kristian, — og Kultusministeren
Borgen,
der hidtil havde
været Skoledirektør i København. Disse Mænd fik nu