162 / 219
S V E N R Ø G I N D
med den, der nu kræves af en sporvognskonduktør, hvad enten han
er »fast« eller fungerer i en af de gamle vogne, begriber man ikke,
hvad datidens konduktører på de små vogne har fået tiden til at gå
med (men de har ganske vist haft større mulighed for at hygge
om passagererne).
Karakteristisk nok stod lønningsudgifterne langt tilbage for ud
gifterne til hestehold, der figurerede med lidt over halvdelen af
totaludgiften på de fleste af regnskaberne. Så havde selskaberne
endda det held, at udgifterne til
foder
var faldende under de dår
lige landbrugskonjunkturer, som prægede i87o ’erne og 1880’erne.
Eksempelvis var prisen på havre 7,57 kr. i 1876, men 20 år senere
kun 5,02 kr. pr. 100 pund. Til udgifterne til foder og pasning kom
imidlertid de omkostninger, som udskiftningen af heste forvoldte.
De var ikke små, da sporvejskørslen tog ret hårdt på hestene. Intet
under at landbrugets organisationer med mismod og beklagelse så
den indtægtskilde, som afsætningen af heste af fin kvalitet til spor
vejsselskaberne repræsenterede, svinde ind, da elektrificeringen tog
sin begyndelse. A f regnskaberne for Falkoneralléens Sporvejssel
skab fra 1890’eme fremgår det også, at de indkøbte heste gen
nemsnitlig stod selskabet i en for den tid så høj pris som mellem
600 og 700 kr. pr. stk. Det oplyses dernæst i regnskaberne, som
vier hesteholdsudgifteme en meget indgående omtale, at hestene
kun undtagelsesvis kunne holde ud til en længere tjenestetid end
knapt ti år. Når de bortsolgtes, opnåede selskabet som regel ikke
en større indtægt end svarende til omkring halvdelen af den ved
købet betalte pris. Der var altså et efter omstændighederne ret be
tydeligt tab at dække årlig. Hestene havde også forholdsvis mange
sygedage. I januar og februar kunne antallet andrage op til 20-30
pct. af antallet af »hestedage«. For 1894 berettes det således, at
af de 135 heste, som selskabet da rådede over, havde kun 55 været
uafbrudt tjenstdygtige hele året igennem, medens 80 havde været
160