S V E N R Ø G I N D
Sporvejsdriften var omgivet af så stor interesse og velvilje, at den
fristede driftige forretningsfolk til at fremkomme med det ene
udvidelsesforslag efter det andet. Det skete ikke eller i hvert fald
kun undtagelsesvis af omsorg for almenvellet. De første selskabers
gode driftsresultater (navnlig Nørrebroselskabets foran omtalte)
stak folk i øjnene, og man var fuldt og fast overbevist om, at det
betalte sig at anlægge sporveje, og at der henlå store uopdyrkede
områder. Først i løbet af i8go’erne, da det foran nævnte Sølv
gadens Sporvejsselskab og de to ligeledes nævnte omnibuskompag
nier (de kørte med henholdsvis »de grønne« og »de gule« omni
busser, som de hed i folkemunde) var kommet til, gjorde man den
opdagelse, at det også kunne overgå sporvejsselskaber, at den inve
sterede kapital ikke kunne forrentes. Intet af de tre foretagender
opnåede nogensinde at give udbytte, men aktionærerne slap allige
vel nogenlunde godt fra det, da sammenslutningen kom i stand i
1898. I 1880’eme stod imidlertid alt, hvad der havde med spor
vejsdrift at gøre, endnu i et gyldent skær, og Københavns magistrat
var ved at drukne i koncessionsandragender og sporvejsprojekter.
For at få fast hold på det og tilvejebringe en hensigtsmæssig
anlægsplan nedsattes der i 1881 et fællesudvalg af magistrats- og
borgerrepræsentationsmedlemmer med borgmester C. K . Øllgaard
som formand. Det tog god tid til sine overvejelser, idet der først
i 1886 blev afgivet en indstilling, men så havde udvalget ganske
vist også tumlet med ikke færre end 30 henvendelser - dels fra
de bestående selskaber, dels fra mere eller mindre tilfældige privat-
mænd. Udvalget tog det fornuftige standpunkt at give selskaberne
prioritet og samlede sig om nogle få linieforslag, deriblandt Isted-
gadelinien, som Kjøbenhavns Sporvei-Selskab påtog sig at bygge,
og Sølvgadelinien, som det omtalte Sølvgade-selskab tog sig af.
Yderligere nærede man tanker om at skabe en sporvejslinie gen
nem Nørrevoldgade og Østervoldgade for at forbinde Halmtorvet
1 5 6