156 / 219
S V E N R Ø G I N D
lige var afgået en vogn fra Sølvtorvet eller GI. Torv, kunne nå
næsten til vejs ende til fods, inden man indhentedes af den næste
vogn. Det samme var tilfældet på store dele af de strækninger, der
havde en ret ringe driftshyppighed (f.eks. på Valbylinien, der i de
første år kun trafikeredes hvert 20. minut). På søn- og helligdage
ne og i aftentimerne på hverdage spillede dernæst et tredie hen
syn en betydelig rolle. Da betragtedes det som en del af fritidens
glæder at foretage en sporvognstur. På sommersøndage var der i
Frederiksberg Allé et myldrende liv af københavnere, der søgte
ud til Frederiksberg Have eller Søndermarken og måske navnlig
til forlystelsesstederne omkring Frederiksberg Runddel. I byens
anden ende var Strandvejen på samme måde et yndet mål for søn
dagsudflugterne. For den store befolkning (og navnlig for bør
nene) var det lidt af en oplevelse at køre med sporvogn. For det
første kom man frem på behagelig måde, og for det andet havde
man lejlighed til at betragte omverdenen i ro og mag — navn
lig når det kunne ske fra pladserne »ovenpå« på de toetages
vogne, der gik i fast rute netop på Frederiksberglinien og Strand
vejslinien. Så glade var folk for at køre ad den dengang meget
landligt udseende Strandvej (bebyggelsen ved Nygårdsvej og K il
devældsgade på den inderste strækning eksisterede endnu ikke,
og i Hellerup lå folk på landet om sommeren), at der fremkom
ønsker om, at sporvejslinien forlængedes fra Slukefter til Klampen-
borg og om muligt endnu videre.
I det daglige udøvede det utvivlsomt også en ikke ringe tiltræk
ning, at mange af passagererne følte sig som faste kunder, der var
på hat og talefod med deres konduktører og kuske, som de gang på
gang havde lejlighed til at hilse på, fordi samme mandskab ofte
betjente den vogn, man var vant til at benytte på et bestemt klokke
slet. Forholdet mellem passagerer og funktionærer havde da et
mere kordialt præg, end man kender det i vore dage, hvor hun-
J54