151 / 219
F Y R R E Å R M E D H E S T E
indtryk af det stigende transportbehov bestemte sig til at gå over
til at benytte mekanisk drivkraft. Forklaringen må vel for det første
søges i den indflydelse, som inertiens lov udøver. Det kræver altid
en vis overvindelse at bryde med det tilvante. Dernæst hengik
der ret lang tid, før der begyndte at gøre sig større udflytningsten-
denser gældende indenfor erhvervslivets rammer. De fleste af
tidens større virksomheder var stadig beliggende i de indre bydele
eller på de gamle forstæders og Frederiksberg kommunes grund,
og de beskæftigede havde da som regel ikke synderlig lang vej at
tilbagelægge mellem bopæl og arbejdssted. Der kan her blot peges
på, at Burmeister & Wain havde til huse på Christianshavn, at
Nørrebro rummede en række industribedrifter af ret betydeligt
format (bl.a. Smith, Mygind & Hiittemeier, Tuxen & Hammerich,
senere Atlas, Kofoed & Hauberg, senere Titan, og Glud & Mar-
strand), og at der på Vesterbro og i de tilstødende dele af Frede
riksberg fandtes adskillige fabrikker (J. G. A. Eickhoff’s maskin
fabrik, Bing & Grøndahl’s porcelænsfabrik, Carl Lund’s fabrikker,
Frederiksberg Jernstøberi og Maskinfabrik og flere bryggerier).
I virkeligheden var der da lige til henimod århundredets slut
ning kun i ringe omfang brug for arbejdskraft-transport i morgen-
og aftentimerne, eftersom hovedstaden ikke var større end, at man
kunne klare sig til fods (cyklerne var dog også kommet frem) og
måske allerede af økonomiske grunde foretrak det. Taksterne var
vel målt med vore dages overmåde rimelige, men for den tids ar
bejdere, der ikke havde meget at slå om sig med, kunne de være
høje nok, eftersom der anvendtes zonesystemer med i o-øres-beta-
ling for bestemte distancer, således at en længere tur kom til at
koste flere tiører. Nogle af selskaberne gik dog ikke højere op end
til 15 eller 20 øre for kørsel over hele liniestrækningen. På mange
af linierne skulle der også kun erlægges 5 øre for et kortere stykke
vej, og disse 5-øres takster var meget populære.
T49