155 / 219
F Y R R E Å R M E D H E S T E
større, eftersom hestesporvognene måtte standse, hvorsomhelst
passagerer ønskede at stige på eller af og yderligere på visse linier
havde noget, der betegnedes som »stationære ophold«. Således
skulle det københavnske sporvejsselskabs vogne altid standse ved
Tivoli, der i det hele synes at have været et vigtigere trafikcentrum
end Rådhuspladsen (dengang Halmtorvet), Højbro, på Kongens
Nytorv og ved Grønningen og Amagerport. Der synes at have
været tale om i hvert fald i minuts ventetid. Det frederiksbergske
selskabs omnibusser skulle endda begge veje holde 2 minutter ved
Tivoli. De mange tilfældige standsninger sinkede kørslen og sled
på hestene, og allerede i i87o’erne fremsattes der på det først
nævnte selskabs generalforsamlinger fra aktionærside forslag om,
at man skulle gå over til et system med enten en række stationer i
den indre by, ved hvilke folk kunne samles, eller med påstigning
og afstigning alene ved visse gadekrydsninger eller offentlige byg
ninger, men bestyrelsen var betænkelig ved at gå med hertil, fordi
man nu havde vænnet folk til at stige på eller af efter forgodtbefin
dende. Det er baggrunden for den ofte citerede vittighed fra salig
»Punch« om den rare gamle dame, der siger til konduktøren:
»Lille konduktør, De husker nok, at det var til Store Kongensgade
55,
tredie sal,
at jeg skulle«. Man undså sig heller ikke ved at lade
vognene vente, indtil langsomt gående familiemedlemmer var nået
frem, og det hjalp næppe meget, at direktøren for Forstædernes
Sporvejsselskab lod anbringe på Blegdamsvejliniens vogne et stort
skilt med de manende ord, der snart kom i folkemunde: »Hurtig
ind- og udstigning fremmer konduktørens tjeneste«.
Hvor fremtrædende eller mindre fremtrædende nyttehensynet
end var som motiv til at benytte sporvogne som befordringsmiddel,
vejede
bekvemmelighedshensynet
dog efter alt at dømme nok så
stærkt. På anden måde kan det næppe forklares, at f.eks. den lille
Nørregadelinie kunne få noget at bestille, eftersom man, hvis der
*53