44 / 219
J O H A N J Ø R G E N S E N
og stormændenes gunst, havde selvfølgelig særlige muligheder.
Kompagniets vel blev et statsanliggende; for loyale undersåtter
måtte det være en smuk opgave at støtte det. Og selvfølgelig gjorde
godtfolk, hvad gøres kunne. n . august 1674 sendtes således en
kvittering for 100 sldr. til rådmand Knud Lem i Bergen, og året
efter afgik ikke mindre end 33 kvitteringer på tilsammen 3 .2 15
sldr. »Folkeaktier« er åbenbart ikke nogen moderne opfindelse.
På tinge læstes efter kongelig befaling opfordringer til at støtte
kompagniet, men i kompagniets arkiv ligger efterretninger om,
at ingen meldte sig, hverken fra Sømme herred, Roskilde byting,
Tune, Ramsø eller Voldborg herreder, ej heller fra Nakskov, Ny
købing på Falster eller af gejstligheden i Fyns stift. Kun fra
Svindinge svarede magister Frederik Brandt, rentemester Peter
Brandts rige og lærde fætter,188 at han alt havde indlagt 200 sldr.,
»hvoraf den Allmectigste Gud sin milde Velsignelse naadeligen
vilde gifve!«, og at han ikke kunne strække sig videre. Og endelig
hed det fra Middelfart: »At de Geistlige udi Medelfart ere icke
aff de middel, at de formaae nogen Capital udi det Vest Indische
Compagnie at indlegge. Men vilde deris schyldighed udi ydmyge
bønner til Gud allermectigste at indlegge for samme Compagnies
flor och conservation, underdanigst effterkomme . . .«.
Direktionens bestræbelser for at få kompagniets anliggender an
erkendt som samfundsnyttige er tydeligt nok ikke blevet kronet
med held. Uden for hovedstadens volde har man, ikke uden grund,
strax »gennemskuet« aktionen for at skaffe kapital som et stykke
»Københavneri« og kun af hensyn til majestæten iklædt afslagene
så smukke og fromme vendinger.
Peder Pedersen Lerches af Bircherod overleverede royalisme,
som vi allerede har stiftet bekendtskab med, var virkelig meget
naturlig for en direktør i Vestindisk Kompagni, hvis egne
forretninger trivedes. 1674 tog han en prioritet i kræmmeren
42