46 / 219
J O H A N J Ø R G E N S E N
være flyttet. Men tallet på dem, om hvem der intet var at frem
føre, var ikke mindre end 154.
Participanterne måtte vist indrømme, at øvrigheden ikke lod
dem i stikken; de 154 og andre med dem har måske ment, at det
var et lovligt stort apparat at sætte i værk for så snæver en kreds’
skyld.
Der går en lige linie fra Christian IV ’s forskellige fremstød på
erhvervslivets område, som jo ofte havde København til skue
plads, over et foretagende som Vestindisk Kompagni, der kan
betragtes som prototype på enevældens samarbejde med det køben
havnske patriciat, og frem til de store statsstøttede foretagender,
der var så karakteristiske for det københavnske erhvervsliv i det 18.
århundrede. Herom skriver Albert Olsen: »Selv om en lille Del af
disse Foretagender maaske nok lige saa fuldt kan opfattes som
Spekulationsobjekter for Embedsmænd, der herigennem forøgede
deres Indtægter paa Publikums og Statskassens Bekostning, eller
til Tider var at anse for maskerede Statslaan, er det dog ikke
i Stand til at forrykke Indtrykket af en stærk økonomisk Præfe
rence for Hovedstaden paa de øvrige Deles Bekostning. Med dette
Formaal stilledes Statskassen til Disposition, og naar den var tom,
hvad jævnlig var Tilfældet, tog man Banken til Hjælp . . .«.19°
Bortset fra den 1736 oprettede bank turde denne karakteristik
have gyldighed også for den forudgående, ældre enevældetid. Når
godtfolk i Roskilde og Nakskov, på Falster og Fyn holdt sig fra
Vestindisk Kompagni, kan det skyldes erkendelse af, at køben
havnerne i samspillet mellem erhvervsliv og statsstyre havde fat i
den lange ende, og at andre derfor kun vanskeligt kunne gøre
sig gældende. Hertil kom så, men kun til en vis grad, svigtende
evne. Hvorom alting er, så tyder forholdene i Vestindisk Kom
pagni på, at vi fra Christian V ’s tid må regne med den i det
følgende århundrede kendte konstellation: københavnske storkøb
44