96 / 219
A. N. H V I D T
»provisorieår«. De blev overskriften over det tragiske kapitel i vort
folks tilværelse, hvor »forsvarssagen« - eller »militærspørgsmålet« -
blev genstand for en politisk strid, der delte folket i to lejre, hvis
modsætningsforhold blev noget af det skarpeste, vi kan påvise i
hele vor historie.
»Fæstningsbyggerne«, der lagde navn til at bruge ikke bevilgede
offentlige midler, fik med eet slag ikke alene bragt Københavns
befæstning, men enhver militær foranstaltning, Hæren, Flåden,
værnepligten, almindelige bevillinger til militære formål og først
og sidst Hærens officerskorps i et modsætningsforhold til store dele
af vort folk. Og da Estrup var højremand, blev det således Venstre,
der måtte repræsentere modstanden, og heri blev det naturligt støt
tet af det netop nyorganiserede danske Socialdemokrati, der selv
sagt i et højreministeriums programs militære punkter måtte finde
en genstand for et sundt had, placeret til venstre for Venstre, som
partiet var.
At befæstningen alligevel kunne påbegyndes og endog i det store
og hele fuldføres, og Hæren og Flåden desuden overleve disse
stormfulde år, må bl.a. tilskrives det andet forhold, der før nævn
tes - den stærke patriotiske bevægelse, der gik gennem folket i
i88o’eme og decennierne derefter - en reaktion, der fulgte efter
bedøvelsen, som lemlæstelsen af riget i 1864 havde medført.
Patriotismen samledes om befæstningssagen med en konsekvens,
der var lige så stærk som modstanden - øjensynligt lidt stærkere,
hvad der bl.a. kom til udtryk gennem en indsamling af penge til
befæstningsanlæg. »Den frivillige Selvbeskatning til Forsvarets
Fremme« var et landsomfattende, meget dygtigt organiseret ind
samlingsarbejde, der indbragte 1,7 millioner Christian IX-kroner,
altså med vore dages timelønsberegning noget, der svarer til 25-30
Frederik IX-kroner. Indsamlingen virkede både direkte og indirek
te. For ikke alene skaffede den København det første moderne fort
94