086554054

€ . $o|lntp øø £

Bog- og Papiirliandler F. H. E ibes Forlag. Trykt 1 Bianco Lunos Bogtrykkori 1848. '• '

-»

;*v. ■hJ i* -* %

‘-y

~ •«i -v.- *

T

| i ^ S j r :^ W W -

ft*,' /-V

.

r

iffiU-i'y ■.{*. Ti

S

-

,•*4

,‘y •; -3; R.tr;.vVJ: ,'ri . . l l - i . ' !’s’o •V

/

«■

*y.

Indhold. * . De racd Aarstal, forsynede. YLsei* ere; forfattede til Eegensfestcr. ......... . V M, Afsted! afsted!. TH Arbejd, vil vi gaac . . . . . . 52. Al Verden til Fei.de nu.udruster.sig,. 45. At drage fra den hdie Plads;. . . . . . . . ....................................... 48. B oer jeg i det rode IIuus (1834).;.. . ... ... . . . . . . . . . . . . . 5 . v Bper jeg paa den tamme Bred .. . . . . 35. Bagene runde (1842—43) ...... . . . . . . . . . , . . . . . . . . . , 14. Danmark, deilig Vang.og^Vængc... . .. . ... . ,.f . . . . . . • 59. De fdrste Prygl, yi. i Skolen fik . .................................. .. . ........... 26.;, Dengang da Natten lang . . . . , , . . , ... 30.. Den Unge har vi kaaret,. og Stadsen er endt (1843—44) . . . . 16. Der er en Gaard; dens Sted er.bdit i Gaden (1834) ............... '. 1. Der er et yndigt Land . . . . ». . . . .................. 58. Der staaer ct Træ i Regcnscns Gaard, (1835). . . . . . . . . • • • ' 6. Der var engang en tapper Mand , . . . . . . . ............................. . 33. Det gaaer saa hQrjigt overalt,,. .,. ..... . .... . . . . . . . • ... 43, Det skrevne. Ord sig paa .Hosesok.. . . . ,... . . . . . . 65., Diogenes. vranten.og stolt, , , . ,... . . . . . .’ . .,, . . . . . • • . . 36. Eensom.og,mOrk;Qg snaver er vor Bolig;, ... ....... . „ . . . . 20.. Eader Rahbek var en .Hædersmand.(1,846); ;> . . . . . . . .Q . - 28.; For at yærc j.soni man bOr . . . . . . . . . . . . . . ./. . . . 41. For F r i h e d , . . . . . . . . . . . . . . . < 24v Frisch auf, du nordalbingischcr. Held; . . . . . . . . . . . . . . . . . . 6 4 . Fdr smjled vor Sommer saa venlig^og varm , . . . . . . . . . . . . 39r CJiv^Agt, I Gutte/! Af fulde Folk (1839) . . . . . . . . . . . . . . . 47; Gotherncs Kraft drog bort fra Nord 22; H ccl sjeldcn rOrtcs Pen og B o g ............................ .. 21; Iler i muntre Venners Klynge . . . . . . . . ................................. 51. Hvad er imod Studentens Kaar.......................... . . . . . • • • • • • 18. Hvad er Regensen? Et Arsenal (1836) .......................................... llvi rose,I saa vore Fædre . . . ................................. .................. 37. Hvo kaldes vil en god Student ..................................................... 23. Hvo kjendcr ci den gamle Gaard (1841)......................... 4.

JV6. . . . 44. ____ 62. ___ 40. ___ 10. ____ 3. ____ 60. . . . 38. ____ 61. . . .». 8. ____ *’■ 49. : . . . 34. ____ 31. ____ 15. . . . . 63. ____ 13. ;. . . 46. . ..'. 54.- . . . . 17. . . . . 2. . . . . 53. . .^. . 56. . . . . 42. ____ 57. . s . 55. ___ 12 . « . . . 32. . . 27. 29. . .. . 25. , . . . . 9. ; . . . ii. _____ 50. . . . . 19.

I et Viinhuus vil jeg sige....................... . . . . Ja Nordens Aand kan ei forgaae . ............. . . Jeg er cn-Mand, som har saa vidt omvandret Hjære Venner! medens vi (1837) Kong Christian lægger ned sit Sværd (1823} . Kong Christian stod ved hflien Mast. . . . . . . Xjad den skrantende Magister........................ Længe var'Nordens......................................... Man boer saa godt i Rcgcnscns Gaard . . . . , Mit fulde Glas og Sangens raske Toner . . . ; Nfu er det stille; han har os forladt (1841) . . Nu for de danske Studenter vi (1843—44) .. Nu har vi kistclagt (1838—39) . . . . . . . . . . Nu har vi Ledet hængt tilret. . ... . . . .••-*. . . Nu lader os feire paa Fædrenes Viis . . . . . . Oldtiden havde en god Skik .......................... Op, Brodrc! tager Glas i Haand (1833) . . . . Op, I gjæve Sonner............. .. . ; . . .■ Regensen hedder for Ingenting (1839) . . . Risets store Dag vil komme . ............. Rundt! Rundt! Stuen lober rundt . . . . . : . . .Rust dig til Kampen, nu Kicnden du seer . . . Saa,' nu ei\denne Aften gaaet’. . . . . . . . . . Skoven byder os til Gilde . Solen brænder, hver en Sky (1843). . . . . . Som Joderne vi sad ved Nilens Strande . . . Sparsomt i Norden vi Blomster finde Vaarens Luftning Plantelivet vækker . . . . . Ved Vintertid, naar Skoven staaer. . . . . . . Velkommen atter, du kjære Dag (1846).. . • Vi hilse dig. o Aftenblaa. ............................... Vort Dagværk er til Ende . . . . . . . . . . . . . Vort Liv er, Yiet til Bog og P e n . . . . . . .

Mel. Hvor Bolgen larmer hdit mod Sky. (Wcyse.)

Naar over Solens gyldne Spor Sig Nattens Skygger drage, Da svæver tidt vort glade Chor Ud over Gaardens Tage. De faste Mure elske Sang, - De sende hver harmonisk Klang Saa fuldt og smukt tilbage. Og du, vort gode gamle Træl Regensens bedste Smykke 1 Vel ingen Fugl vil i dit Læ Med Sang sin Rede bygge; Men yi skal synge hojt i Luft Som Tak for dine Blomsters Duft , Og, for din svale Skygge.

2

Ja Sangen er vort Hjertes Trang, Den maa man vel os unde; Den lukker op , ved Bægerklang, For Hjerter og for Munde; Den blander sig med Fugles Rost Og bringer Budskab om vor Lyst Hen over Mark og Lunde. Og naar i Chorets Harmoni Hver enkelt Stemme svinder, Da fole vi> det Liv , hvori „ Vi alle Eet os finder; Da strammes, fast det Broderbaand, Som os med Hjerte og med Aand, I Drom og Daad forbinder. ■ ,

Jen s Krlstrup.

m i .

' . . . Mel. Dér er et Land; dets Sted er hoit mod Norden. ( IVeyse .) Der er en Gaard; dens Sted er hoit i Gaden, Og Runde-Taarnet kneiser nær dens Stavn; Men skjon som den er ingen Gaard i Staden; Regensen "nævnes dens fidele Navn. r . . . . .

I laset Vest og Frakker uden Krave, Med lange Piber der Studenter gaae, ; - Og Linden krapdser Gaarden som en Ha^e, Hvor Sangen stiger, hoit mod Himlens Blaa!

3

Fra Eidrens Strom og Skagens hvide Banker, , , / Bornholm og Island, og fra Odins 0 Den gamle Gaard sig gjæve Sonner sanker:. •, . En Kæmpeflok for Vidskabs hoie Mo! - ' , Forskj ellig skares de af Livets Planker,- > ; Yed Strom og Sunde skilles deres Hjem; ...i Men eet er Hjertet , som i Barmen banker, Og een er Aanden , som besjæler dem! , . Et Hjerte, som for Vennen trofast brænder,’ Og luer varmt for L#nd og Drot og Mo, V En Aand, som Kunstens hoie Skjonhed kjender,. Og nærer, pleier tro dens ædle Fro, : ■<-. >■ Som hylder Frihed, Vid og skyldfrie Glæder, Og hader Fordoms morke Despoti;:; ; . w Det er den Magt, som srioer med stærke Kjæder Et Broderbaand om Gaardens Compagni. Men Tiden skifter: — som de \ gule Blade . Hver Host fra Linden falder og forgaaer, - Og nye skyde frem i gronne, Rade . Med frodig Væxt og!Giands den næste Vaar: !? Saa synker Slægt for Slægt af Gaardens: Sonner: * ' I Embeds- og Philister-Liyets Grav, ’ i ; j Og yngre Skarer i de gamle Ronner Med kraftigt Ungdomsmod dem loser. afj . * .

Dog ingen Tvivl og smaalig Syslens Skranker : • Kan vingestække Mindets raske Orn: ! «

4

Den flyver med bag Jyllands nogne Banker, Til Hytten fuld af Næringssorg og Born. Tidt drommer atter sig Regensianer Den gamle Fatter der ved Glassets Klang, Da fri med frie og lystige Cumpaner > Han gik sin glade, sorgfrie Ungdomsgang! Og hvert et Glimt af Sandheds rene Straaler, Som natlig Gransken forte for hans Blik, Hvert muntert Drag af Glædens friske Skaaler, Hver varig Venskabspagt, han der indgik, Jlver lystig Spas og dristig Streg han oved, . Revue passerer for hans vakte Sjæl, Og med en Ild, som ingen Afstand slovéd, : Han tommer Glasset paa Regensens Vel! Snart kaldes vi og fra de gamle Stuer, Ja nogle blandt os Hjemmet alt forlod; Saa mangt et fremmed fades jeg skuer, Hvor Venners Blik mig smilte for imod; Men Aanden, som besjeler os herinde, Og Hjertet, som forener Ven med Ven, / Skal et usynligt B^and omkring os vinde, Hvor end os Pligt og Skjæbne kalder hen! Og Pagten, her vi svor, vi aldrig glemme, Og Kundskabs rige-Væld, vi oste af, , Og Friheds Ild og Glædens muntre Stemme Os folger i Philister-Livets Grav!

/

5

Thi samles vi endnu engang herinde Ved Bægrets Klang paa ægte Burschers Viis, Og drikke til åe svundne Glæders Minde> Til Christjans Hæder og Regensens Priis!

Dr. Wejeero.

M. 2. Mel. -Seit Vate* Noah in Becher goss. (Schuh.) Regensen hedder for Ingenting

.

Ei Gaarden ved Taarnets Fod; Man seer det strax paa dens hele Sving,. At den er af kongeligt Blod; Dens Kjortel var Purpur engang; ( :|: Nu er den forslidt og formørket, men bukke , for Verdens Dom , Og klæ'e sig om, Det sommer sig ei'for dens Rang. :|:

Vel bliver Livet derinde snort I mangen en snever Norm; I dens Forsyning med Vaadt og Tort

i

Skeer mangen sindrig Reform, Og Spiritus er excludert: - l Men under .Decreternes Torden, bevarer den Snittet a’ Sin Grand-Papa, \ I Rog og i Damp ugenert. :|: ,

6

Dens Sonner eie kun Syle faa,

;

Og gange i laset Frak;

:

For Vest og Stovler de fægte maae ■ Mod mangen Rykker-Attaque,

\

Og nyde kun liden Respeot: :|: 1 Aandernes mægtigeVerden dog have de god Credit, Og herske vidt; 1 Der er de en kongelig Slægt. :|: 1 Hver Sommer fletter Yor gamle'Lind Regensen dens Krone gron, Og vifter et frit og lystigt Sind Til Gaardens fidele Son; Vi agte paa Soldets Kald: . :|: Naar Glassene blinke og klinge omkaps med vor hoie Sang, I Cellen trang Vi sidde som Konger i Hal. ' 1 Ponl B ytter.

M. 3. Mel. af A. P. Berggrcen.

Kong Christian lægger ned sit Sværd Med Heltesmiil paa Laurbærkrandsen; Glad iler han fra Vaabendandsen Til Kongedaad i Fredens Færd... , I: Fredens milde Palméskygge v Et Lærdomstempel han vil bygge, • > Som trodser Tid og Evighed. ■

Hæng Lauren paa mit Rosenborg • Ved Siden af mit Blod paa Klædet! Thi ogsaa den med Blod er vædet, Den vandt jeg gjennem Hjertesorg. En Krands af Egen vil jeg Hætte: ])en kan man paa mit Hoved sætte, • Naar Sceptret lægges paa min Grav. Den Yngling* som sin Foraarstid Til Host paa Aandens Ager oVer, Som stadig grunder, klogtig prover, Og gi’er os Frugten af sin Flid, — Skal kummerligt om Ly han lede? ’ Nei! jeg vil bygge ham en Rede, . Vil lette Aandens raske Flugt. Saa reiste sig den kjære Gaard, Som gi’er os Ly i Ungdomstiden, , Og som vi aldrig glemme siden, Mens vi i Danmarks Have saaer, ; ' Der Musen kjærlig os besoger Og aabner for vort Blik de Boger, Som gj emme Seklers Sandhedskorn. Og kraftig Marv i Muren groer: Som, Christian selv den stod i Kampen; ! Og ingen Bombe slukte Lampen,- Der skinner paa Studentens Bord. • : Mens meget Nyt i Gruus er svundet, Staaer fast , hvad Christians Kraft har grundet, Hans Bors, hans Taarn, hans Rosenborg. \ . «

8

Derfor i Aftnens Hoitidsstund Vi end Kong Christians Gravol feire; Begeistret mindes vi hans Seire,, Hans Kamp og Daad i Fredens Lund. Tohundred Aar hans Navn beundred*; n. Men svandt end Millioner hundred, * Sang Danmark dog sin Christian. .

.S. Zalilo.

M. 4. Mel. Vor gamle Caro holdt en St6i. Hvo kjender ei den gamle Gaard Ved Rundctaarnets Side, Som strunk i rod Mundering sta'aer Besat med Snore hvide? Tohundred Aar den stod galant, Hvor haardt end om dens skarpe Kant :|: Det blæste. :|: La la la etc. Den hele Gaard er viet ind Til Hjem for tause Muser; Ikkun den kaade Sommervind I Lindens Krone su ser,. ,, Og — stundom Provst og Facultet En skarp Reveille paa Trompet v :): Kan blæse. :|: La la la etc.

Dens gjæve'Sonrier, Par ved Par, . Paa Kneipen sidde stille, . Og ose mangen Perle klar Af Sandheds: rene Kilde, , » Og kæmpe ‘trolig Aandens Kamp, Mens op mod Loftet Pibens Damp :|: De blæse. :|: La la la etc. Men hver Gang Julis forste Sol Mod Horizonten hælder, De flux forlag Borg og Stol • Og deres trange Celler, Og folge Glædens frie Kald, Og sværme gjennem Skovens Hal, :|: Og blæse: :|: La la la etc. ' j3aa griber Soldets stærke Aand De ungdomsvarme Gutter, Og knytter manget Venskabsbaand I flygtige Minutter, Som forgt i Graven skal. uddoe, Hvor koldt end over Livets So :J: Det blæser] :|: La la la etc.

Saa runger deres hoié Chor Til Moderhjemmets Hæder, Om Livet, som derinde boer, Og dets fidele Glæder,

-

12

* M. 6. , Mel. Der staacr et Træ i min Faders Gaard.

.

Der staaer et Træ i Regensens Gaard, Det bær saa skyggefulde Grene, De danske Musesonners raske Chor Dets gronne Hvælvinger forene.

Naar Aftenroden farver Himlens Blaa, De ud af deres dunkle Huler gaae Med Rogtobak : Og muntor Snak Og lystige, fidele Sange. . *

I Verden udenfor de, akl saa tidt Fortræd og Tort og Modgang frister, Maae ofte staae tilbage i Credit For mangen dum og tyk Philister,

For hvide Vester og for Frakker blaae Maae Skrædderne saa mangen Plade slaae, Og skylle ned - Collcgier med En — tidt beslægtet — Drik fra Posten. Derfor de soge Ly med sonlig Hu ' Hos Lærdoms gamle Fostermoder, Hvor grundig Kundskab, Vid og Aand endnu Er ei fortrængt af Dognets Noder, Hvor Talen klinger fyndigt, frit og kjækt, Og kun det indre Fortrin gi’qr Respect, Hvor Standens Aand Sit Broderbaand Endnu om Musens Sonner slynger.

13

Der sidde de ved Bogen, To og To, I fjerde Christjaris lune Celler, Og lytte til, i Nattens tause Ro, Hvad Oldtids Viismænd dem fortæller — • Mens Gaardens tykke Moer med Oine graae Tillade.Pulsen ugerieert at slaae,

Og Kroens Dux, Tro sin Instrux,

•

.

'■'>

Sobrietetens Dyd docerer.

' ,

Og mens de nytte Dagen hed og lang Til lovlig Kamp for ^Attestatser, De hylde lystig Skjæmt og Prat og Sang I Qvæld ved smuglede Collatser; Da nærmer Aanden sig beslægtet Aand, . Da knyttes mangt et trofast Venskabsbaand, , Som Tid og Kald Og Afstand skal Ei nogensinde svække siden. Hver Kundskabs Straale, der vi hented, Hver munter Glæde, der vi node, staaer Med varme Træk i Barmen prentet. ,, De rode Vine og de Flasker blaae Hoitideligen separeres maae, Mens under Sang / Og Bægerklang , , r Thi Gud'velsigne vor gamle Gaard!

•

Et Hurra vi Regensen bringe.

Dr.WcJeer«.

10

Om Ham, som fra sin hoie Mast Saa stærkt, at Gothens Hjerne brast, :|: Jo blæste. :|: La la la etc. — Nu synker Dagen, som i Blod Har dobt Hans Helterygte*), Som lys og venlig Fadder stod Til Gaarden, Han os bygte: Op Brodre, Hver som Stemme har, ' For den en jublende Fanfar’ ‘ :|: Yi blæse! :|: La la la etc. ’ • I’onJ Hytter.

■ M. 5. ' \ Mel. Boer jeg paa det h6ie Fjeld.

Boer jeg i det rode Huus, I en Krog fuld af Venskab, Tobaksrog og Boger, Hvor hveranden Mand er duus, Sauime Kro og Collegium soger — i/ ■ Hvor man modigt Dag og Nat ' Henad Tankernes DyJ) paa Opdagelser seiler, tOg en trofast Kammerat Staaer mig bi, hvis j e g ,Coursen forfeiler, —

*) Slag paa Colbergerheidc den 1ste Juli 1644.

11

Der jeg foler forst og forstaaer' Ret tilbunds Studenternes Kaar, Der jeg synger: man boer godt, Naar man boer i Kong Christians Gaard.

Hvergang nu en Matador Fylder Aafr, slaaer Poeten jo flux sine Strenge, Og omkring hans Gildesbord Drikkes Skaaler for ham og. hans Penge; Men det tilstaaer dog Enhver: Her tillands kan man finde en Flok Éxcellenser, Derimod, paa vores «ær, Har man ondt ved at finde Regenser: Altsaa er det sommeligt, naar : Slig en Matador fylder Aar, 1 , At vi fylde hver sit Glas ' Til en Skaal for Kong Christians Gaard. Mangen Julidag igjen Skal- Du hilses som nu af de kommende Slægter, Du er Christjans Bautasteen, • Derfor Tiden kun lidt mod Dig mægter; Ja, fra Fare og fra Fald •' Dig bevare din Stifters beskjærmende Stjerne ! Gid din gamle rode Skal

Aldrig savne en sommelig Kjerne! Og hver Gang Du fylder et Aar, Alle Mand skal ta’e sig eri Tåar, Slutte Kreds og" syrige hoit: Ære være Kong Christians Gaard! ' ' ■'

utA

T. Sm ith . • r

14 M. 7. At Slyngler hæves til Ærens Topu

Hvad er Regensep? — „Et Arsenal For fyldte Revolutions-Granater.” '. Saa hedder det i, Ministrens Sal Og blandt de ostlige Diplomater. Nei, lier kun Tungen Frit renser Lungen, Thi, sandt nokl Takten vi finde tvungen I russisk Vals. Hvad er Regensen?— „En Kneipe, hvor Man svirer væk baade Dag og Aften.” Saa lyder Hokerens Visdomsord, Imens han selv stikker tæt paa Saften.

Ne i , Glas og Kande Kun holde — Vande; Thi paa Regensen er Contrebande En ussel Snaps.

Hvad er Regensen?

„Et skummelt Buur

For gamle Fugle og1 unge Bjorne.” Saa smidsker Froknen, og paa sin Tour Hun blikker sky til dét rode Hjorne. Nei, Herskerinde 1 1 , Kom, De skal finde En fyrig Tilbederflok herinde . ' ’J For Skjoniieds Fod.

15 Hvad er Regensen? — „Et Lazareth For Invalider af Folk og Kjoler.” Saa raaber Skaren, der strunk og net . Paa Norrefælled sectionsvis straaler: , , Der enes godt med Mondurens Stramhed, Er fremmed her. * \ Hvad er Regensen? — Lyd hoit vort Svarl I Godtfolks.Orer det runge efter! — En frodig Have, d«r Frugter bar, Hvis Saft og Kjerne gav Danmark Kræfter; Et herligt Minde, ' . ' , “ Mens Sekler rinde, Om Ham, hvis Hæder ei skal forsvinde, For Kraft i Nord. Dog — Aandens Lamhed, Og Tankens Tamhed, ; For aandig Stræben er den et Ly, En venlig Forsal til Vidskabs, Templer, En Borg,'hvor, tryg for Philistergny, / Den Aand end bygger, som Standen stempler: Af den beskyttes : ,V : Den Pagt, der knyttes , , ; : ; Af Gaardens Sonner, mens Dagen nyttes . ; :;; Til boglig Færd. , .. . . \ ; i; ; . ' '

: >

Og hyer en Sommer den gronne Lind Sit svale Telt over Gaarden spænder,

! ,

^

16

Fra Bogen flygte med lystigt Sind Til Glædens Bord de fidele Venner; Mens Glasset klinger, Paa'Sangens Vinger Sig mod de blinkende Stjerner svinger Regensens Pris.

P o u l B y tte r.

M. 7.

, .

.

,

Mel . Dansk Tranqvebarvise. Man boer saa godt i Regensens Gaard, De tykke Mure .om Livet frede; Naar Kulden dræber hvad den formaaer, Vi sidde trygt i den lune Rede. Og naar med Vaaren vi udad hige, Da bringer Hilsen fra Vaarens Rige / Vor gronne Lind. Vi har en Drot, der— dog blot som Lehn Regensens Scepter forsigtig forer; Et Politi paa halvandet Been, Men og med to excellente Orer. Hvor Punschens Duft sig med.Pibedampcn Fortrolig blander, — der stikker Jamben Sin Næse frem.

Og vi har Kvinder, hveip Dydens Roes Selv meer end Skjonhedens dekorerer;,

17

Og vi har Oplysning, som med Oes Os gratis Stuerne parfumerer; Og vi kan spise, hvad selv vi skaffe, Og paa Kredit faae vi lunken Kaffe ' Og gammelt Brod. Og Verdens Solstraaler ej os naae, . Men bedst i Morlte sig Tanken klarer, Og Musen, skjærmet i denne Vraa, Mod det Profane sig kjækt forsvarer. Og naar den eensommev Kamp os malter, ' Yi finde Verden Glæden atter I Lindens Ly- Vi Tak dig bringe, vort gode Hjem! Som i din FaVn os saa kjærlig slutter. Gaa frisk og kraftigt i Tiden frem, Og skjærm bestandigt om brave Gutter!

;■

Om end vi splittes for alle Vinde, Vi modes dog i et fælleds Minde:

.

Den gamle Gaard.

Jen s Krlstrup.

M. 9. : 1 Mel. Der staaer ct Jræ i Regensens Gaard. Velkommen atter, du kjære Dag, - Hvortil Regensens Navn er knyttet! Jeg troer, den gamle rode'Gaard idag Er ud til Dyrehaven flyttet. - 1 ; 2

18 Du Bog, som vifter Kjoling til Vbr Kind! Vi skal dig hilse fra vor gronne Lind;

Du vide maa Og huske paa, At vi har og et Træ derhjemme.

Og dette Træ erwor storste Lyst, Naar Aft’nens Skygger os forsamle, Og mod dets Krone vi af fulde Bryst Opsende Viser nye og gamle. Og Slægt paa Slægt i Tidens Bolge sank; Men Træet kneiser endnu lige rank Og gi’er os Læ. , O gamle Træ! Du er vor Stolthed og vor Glæde. Priis være Gaarden, som i sin Favn ‘ Indslutter hundred’ raske Svende! Saamange Gaarde har nu Kjobenhavn, Men ingen lykkelig som denne: Viis mig en anden Gaard, hvori man saae Af Sorger og af Penge lige faa! Som oftest saae Man dem at staae I omvendt Forhold til hinanden. Velsignet være den Konge god, Som saa betænkte sine Sonner, Og Ly og Varme der dem finde lod !' . Derfor Vorherre vist ham loiiner. -

19

Saalænge Bolgen slaaer mod Danmarks Strand Skal ei forglemmes Fjerde Christian. 0 djerve Helt! Fra Sund og Belt Og Land og Borg din Priis gjenlyder. Og Gud velsigne hver Gaardens Son! Og alt hvad Godt, som Gaarden huser! Saamangen Spire der blev lagt ilon Og fostret af de hoie Muser, Som siden voxte til en Stamme stærk, Der lagdes Grund tiT mangt et Aandens Værk. 1 Træets Skjul Saamangen Fugl Har forst begyndt at prove Vingen-. Hoit leve Gaardens Præpositus! Foruden ham den gik aflave. En Skaal for Jamben og Oeconomus Med samt den Sidstes tykke Mave! Ja! Skaal for Gaardens hele Revl og Krat! For Mo’er i Porten og Maries Kat! Alt hvad der er, ■ Vi har det kjær. Og nu et Hurra for Regensen!

P. H. Lyngbye,

2*

20 M. 10. Mel.' Kommer hvo som komme kan. Kjære Venner! medens vi

Sidde her om Bordet, Lad os ved lidt Melodi Hæve Gammensordet;

Og bli’er Visen os for lang, Hæve vi vort Glas engang :|: Ved Kong Davids Pause.*) :|: Fremfor Alting mærker Jer Kjære, trende Poster: Brodre er vi alle her Fra det samme Kloster; Dernæst vi som Munke har Efter gammel Formular :|: Svoret trende Lofter. :|:

Klostret er vor gamle Gaard, Fjerde Christians Gave;

Lune Celler der man faaer, Gaardsrum som en Have; Skræd’ren er vor janitor, Promus er der sorget for, :|: Provsten er vor Abbed. :|:

*) Som bekjendt satte Kong David Tegnet n t ø , ‘paa de Steder, hvor han Onskcde, at man holdt inde for at drikke engang. Samme Skik er antaget i denne Vise.

21

Vota ere tre, som sagt, Nota bene satis: . Forst vi tage kjont iagt Votum castitatis; Hver af os veed nok, at lian Regnskab skal engang som Mand :|: Gjore sin Madame. :|: m Paupertatis votum er Hartad overflødig, Tilsyn og Formaning her Gjores ikke nodig; s Fast utrolig Munterhed i ' Kan vort Kloster rutte med ' :|: For tre fire Skilling. :|: Med obedientiæ Votum er, som Gave, Fulgt et gammelt Frihedstræ Fra Minervas Have: Ikke af Priorens Haand Vi annammed’ Trældoms Aand, :|: Frit vi raabe Abbas! :|: nbp Vel. staae i,vort Ritual Ikkun disse trende; !Men til .vore Lofters Tal Hore endnu tvende. ;I vor Barm vi har dem gjemt, I vor Alvor, i vor Skjemt :|: Mene vi dem ærligt. :|:

22

Lovet har vi Alle her Videnskabens Moder

Troskab i vor hele Færd Mod hver Lysets Broder; Kun til Kamp mod Morkets Hær

Hellige vi Aandens Sværd. :|: Pereant Vandales! :|: r6q \

Paa det sidste Lofte han, Som os Klostret bygged Danmarks fjerde Christian, Har sit Krav betrygget; Vi med Hjerte, Haand og Mund Love her i festlig Stund :|: Aldrig ham at glemme. :|:

j'PJn

M . i l . Mel . Der var engang en tapper Mand. V i hilse dig, o Aftenblaa, Med dine Stjerners Vrimmel, Mens dristigt vore Tanker naae Fra Jorden til en Himmel. Vel falder denne Gaard lidt trang, Vi kan os lidt kun brede; Men grændselos er Tankens Gang, Endskjondt vi staae hernede.

23

Og vel er dette Huus ei stort, Og pragtfuldt ikke heller; Men som en kunstig Kube gjort Med hyggelige Celler. Og hver af os er som en Bi, Der laver liflig Honning Af/Lærdom, Kunst og Poesi — Og Provstener vor Dronning. Naar over Eng og over Yang Man horer Brum af Bier, Kan vi tractere Folk med Sang Og skjonne Melodier. Om Dagen gaae vi til vor Dont; Naar Solens Straaler nærme r Sig Aftenhimlens Horizont, Begynde vi at sværme.. Thi hilse vi med Sang. paany Hiin Mylr af Qerne Kloder; Vi hilse dig, o dunkle Sky, Velsignelsernes Moderi Vi hilse dig, du stille Luft, Der hviler som i Dromme Og bringer Lindetræets Duft Til os i fine Stromme. Og dig, o minderige Træ! 1 Vi takke for din Skygge. Forund os længe Ly og Læ Og bring os Held og Lykke!

24

Vor Provst med Sange hilse'vi; Han og hans Huiis florere 1

—

Regensens muntre Coloni Han viseligt regjere!

— Den klare Sommeraften alt ■* >• ' 1 Nattens Favntag glider, Og sagte hvidskes overalt: „Nu er det paa de Tider.” Beskjærm os Alle, tause Nat! Naar vi paa Leiet ligge; Og, drommer Nogen om sin Skat, Yi bede, væk ham ikke! ,

Hcnrili Ilcrt/,

35. 12 . •

i

E d Sommerdag i Gaarden.

Mel. Fr. Ep. 42. Solen brænder, hver en Sky For dens Straalebud maa flye, Hist ved Bord vil jeg mig sætte I det tætte '* Lindely. . Over Gaarden lober Hans, Griner mildt i Solens Glands,

' ,

25

„Hejda, Hans! vil du mig skaffe ,*j .. En Kop Kaffe Og en Krands!“ : : , \ Malerisk flokker sig under ,det Gronne Gaardens Born i deres skjonne Slobrok-Elegans. V;

Hist en filosofisk Klik

• 4

Lytter tavs med tænksomt Blik,

Fog og -Assens der med Iver Cursus giver I Logik.

,

.

Her en Danton uforsagt , Tordner mod Tyranners Magt,

Mens med Pathos Fakultetet Paa Tapetet - Bliver bragt. ; Hor, hvor til Opror sin Stemme han hæver Muren ryster, Jorden bæver , Ved haps Tales Magt.

Hvem er det, der iler snar I den spraglede Talar? Nu han standser midt i Gaarden, Hvor han faaer en Passiar. Livlig snakker han og leer;

Her, min Yen, du Manden seer,

Hvem som Medlem du beundred

:

Fast af hundred

: ,

.

Komiteer.

26

Længe han leve og smykke vor Knejpe!

~

Vi har kun den ene Eibe, Verden ikke fleer.

Ak en Glut med Straahat paa Tripper frem af Portens Vraa, See, hvor gjennem'Sidrets Gitter Stjaalent titter •

, ;

. ;

Ojets Blaa! Alt har disse Ojnes Magt

'

'

I Forvirring Gaarden bragt, Hver faaer travlt nu med at dække

: r '

Plet og Sprække Paa sin Dragt.

- , Skjonne, hvi flyer du vort eensomme Fængsel, Naar du forst urolig Længsel Har i Hjertet vakt? ■ ■» . • «. . .. . ; Bort hun gik, men vær dog.Jfro! Her er smukt i Klostrets Bo, Seer du frem af kolde Stene Rankens Grene • Frodigt groe. Fobus elsker og vor Stands :: Varme Blod og aabne Sands, . Derfor slynger han om disse , >'' • .. Stammers Isse , : Lovets Krands. : ' ■. i Men naar i Vintermulm Solen maa svindc, Straaler fra Trekroners Tinde Lygtefyrets Giands.

27

I vor lille Verden kjær Har vi alt, hvad vi begjær,

Alt hvad i den store gives, Ogsaa trives Lystigt her.

Her er ogsaa Vrovl og Gjæld, Slid om Dagen, Sang i Kvæld,

Og i Haabet vi tillige Har de rige Glæders Væld.

' Haabet skal leve, og her skal det sankes, 1 I den friske Ungdomstankes Skjærmende Kastel! Jens Kristrup.

. M. 13. Mel. Jeg priser ei Stormænd, thi der er jo noK. . . •. Nu lader os feire paa Fædrenes Viis Ved Glasset de Hengangnes Minde; Lad Sangen nu tone til Provsternes Priis, Som saae hiint Aarhundred henrinde!I I Lærdoms Annaler omstraales af Giands Gunneri og Nannestads Navne, Blandt deiq, som for Isis og Grublen har Sands, De aldrig Lovtalere savne..

28

End skues i Rækken'to Navne at staae, Hvis Hæder vor Sang skal udbrede: En Holm o g en Hviid, som rettelig maae Studentervennerne hedde. Hiin Gaarden udvided, og denne til Pryd Det Lindetræ planted herinde*);. Derfor med en Blanding af Veemod og Fryd Vi hædre de Henfarnes Minde! , Nyerup. Saa'qvæded hiin Gjæve paa.trofaste Viis —■ Til Freden han længst monne vandre: Thi sorge vi sonligen ved hans Forliis, Og foie hans Navn til de andre! ) Saa længe Studenten at skjælne forstaaer Det ægte fra paataget Stempel, O Nyerupl Dit Navn uudsletteligt staaer Indgravet i Hjerternes Tempel! Dr. Wejcero. ( *) Paa en Vinduesrude i et af Regentsprovstens Værelser læses: D. 12. Itlai 1785 fa piantarc un arbore nel mezzo della cortina. A. C. Ihiid.

29

' . J\b. 14. Hilsen til det nye Aar.

M el. Rings Drapa.'

Dagene runde, Tusinde Blomster SlugtdS af Aarets Svulmende Flod; End i vort Hjerte

Gronnes dog Haabet, Blusser dog Ungdoms Friskhed og Mod. Glad vi dig hilse, Nysfodte Hersker-! Som det Forgangnes’ Arvelod fik;

Kjækt i dit Oje Læse vi Haabet, Straalende Syner Mode vort Blik.

Lys skal vi fange, Yi, der i Morket Famle ved Vidskabs Glimtende Lyn; Yej skal den naae, vor Vejvilde Grublen, Evige Muser Klare vort Syn.

30

Sandhed og Frihed! Eder vi soge, Eder vi kjækt skal Stævne imod; Sandhed, paa Troens Klippe begrundet, Friheden, skudt af Kjærligheds Rod. • Fædreland! atter > Kraftigt dit Ord skal Hævde sin Plads i Folkenes Raad. Er det en Droin kun, Tiden skal modne Drommcn til Tanke, Taiiken til Daad. Livet sig aabner, Dybt i vort Hjerte Gjenlyder Haabets Frejdige Klang! Nysfodte Hersker! Kjækt vi dig mode, Hilse dig glad med Jublende Sang.

'

Jens K rls tru p .

34 M. 15. Aarets Daab.

M el. Det gamle Svcaland.

Nu har vi "kistelagt Ham kold og stiv den gamle Mand, I Sneens hvidd* Dragt, Med Krandsen af den morke Gran: Og — dod Mand ei blamere vi Med Spot, — :|: . ... Hans Rygte confirmere vi Som godt, :|: Vor Tak for Glæderne, han gav, Vi plante paa hans Grav. Nu hans eenbaarne Son Sig vikler ud af Morkets Net; Som lys og mild og skjon Os Haabet tegner hans Portrait:' ‘ Sée., Stjernehimlen svober ham I Guld, Imens vor Klynge dober ham Og fuld :|: Af Ild og Mod, i kraftigt Chor Udtaler Pagtens Ord:I

4 :

I Navn af Sangens Drot v;.: Yi dobe Dig med Toneklang: , Byg fort paa Kunstens'Slot

*■

32

Med Pensel, Meisel, Streng og Sang! Væk snart i Skov og Dalene :|: Din Vaar; :|: Sorg for, at Nattergalene :|: De slaaer! :|: Poeterne Du skjænke huld Lidt meer —• end Lyrens — Guld! I Navn af Elskovs Gud Vi dobe Dig af Tankens Strom: — Thi nodig foldes ud ' I Ord det tause Hjertes Drom: — Vi, tor ei nævne Navnene :|: Paa dem; :j: Men let Du gjætter Savnene :|: Af hvem; :|: 0 skjænk Enhver det Bedste, som Hans Hjerte dromte oin! •; . ♦ • 1 Fader Evans Navn / Vi dobe Dig med Drueblod: Du bringe i Din Favn Af tunge Klaser Overflod 1 ' Og tryk saa Vinens Priser ned« , :|: Og Told! :|: 1 Og tryk os gode Viser ved :|: Hvert Sold, :|: \O g hold os Liv og Glæde i ; Vort raske Compagni! ' P ool Rytter.

i

33

JVo . 16.

'

' . '

’

. '

.

' Det gamle Aar.

•'

*■

i

• • .

■ M el. Og det var i Aaret 1807. Den Unge har vi kaaret og Stadsen er, endt, Nu troner lian saa Sikkert som Paven, Men derfor ej vi glemme den gamle Regent, Som nylig blev puttet i-Graven. Han ligge nu i Fred, ihvor han saa er lagti Vi mindes kun hvad Godt hans Regjering har os bragt: Sang og Solens Giands >'

Og Piger — een tilmands, Venner — fast en Skok Og Tid og Kræfter nok!

' Og hvad han bragte meer som er noget bevendt, Med Tak vi ham prise for Gaven.

Vel var han stundom gnaven, og morkt var hans Blik, Og Taarer fra Skyerne runde, Og Vandet strommcd over i Reitzels Boutik, Saa Muserne knap kunde bunde; Men Regnen kjolte godt det altfor hede Blod, Og meget var der og som sig ikke drukne lod. Sang og Solens Giands Og Piger — een tilmahds, Venners rige Hær Og Kraften til vor Færd, Og Minderne, som her vi samlet os fik, 9 De kan ei saa let gaae tilgrunde. 3 •

34

Og stundom var han bister og stormede vel tidt, Som var efter Mord han i Lysten, Og Bladene paa Træer og de med Sort paa Hvidt * Bortreves af Vinden fra Osten. Men Taagen flygted bort ved mangt et Pust han gav, Og de, som kom i Vinden, har sagtens godt deraf. Sang og Solens Giands Og Piger — een tilmands, Vénner — fast en Skok Og Tid og Kræfter nok, Dem venligt han os levned, de trivedes frit, > Men oftest gav han hen sig i Dorskhed og Ro, Og lod det saa briste eller bære, Og Bogen fik ej synderlig Plads til at groe, Hvor Tidslerne vilde sig blære. Det Bedste holdt dog Stand, og Gaarden staaer endnu, Og end der trives Gutter i den, som jeg og du; Sang og Solens Giands Og Piger — een tilmands, ' Venners rige Hær Og Kraften til vor Færd Og Punschen i vor Bolle — det skjærmede han tro, . . Og derfor en Skaal til hans Ære! Jens Krlstrup. Og hused os Livet og Trosten. .*

35 M. 17. M el. af Lumpazivagabundus

Op, I gjæve Sonner

Af den rode Gaard! Glædens Klokke slaaer, Soldet forestaaer. Fra de ganfte Ronner, Fra Besvær og Mas Gaaer til Mers og. Knas Vor Sejlads. Hen da, hvor i Ro Glædens Druer g ro e ! Vejen gaaer, min Tro! Over Vesterbro. Lars Mathisen lonner

Mojen, vi har haft, Sliden paa vor Kraft Med sin Saft.

Vi faae nu Betaling I. den sode Drik For hvert Ojeblik,

Som i Vr 6 vi-forgik; Gjor da ej Forhaling, Men kom med, min Gut! Dyrt er absolut Hvert Minut. Vent dog lidt! Nej Tak! Gjor nu ingen Snak!

_36_

Tag din Hat og Frak, Pibe og Tobak! Adlyd vor Befaling, Lyt til Bacchi Kald! ' Nu det store Skrald Fejres skal. Nu saa kom! vi henter** Lystighed og Mod ,1 den rode Flod, Gudens Hjerteblod! Op, I frie Studenter, Op til Rankens Host! Der skal Ungdomslyst Fange Rost. Ud da, hvor i Ro

Glædens Druer groe! Vejen gaaer, min Tro! Over Vesterbro. >

Lars Mathisen venter Med sin Glædesskat, Vi skal den i Nat Gribe fat.

Jen s Krlstrnji

37

M . 1 8 .' M el. Kong Christian stod ved hOien Mast.*) Hvad er imod Studentens Kaar St. Peders Hat? Om Verden falder eller staaer, Han mellem Oltids Vise gaaer, Han rolig tællqj; Bjerges Aar Ved Dag og Nat. Mens ufrie Slægter slaaes for Muld, Er klare Tanker alt hans Guld Og Skat. \ Han freidig lofter .Avindsskjold Mod Falsk og Logn; Thi Lognen som en evig Trold Gaaer af sin Grav i god Behold Med Legioner i sin Sold Det næste Dogn. Et Brodercorps paa hver en Tid Sig ruster til den raske Strid Mod Logn. Jå ved ep Ktøng af Sandheds Xuur Faldt Klostret om, Og Munken daaned i sit Skuur, Og Nonnen flyede fra sit Buur; Ud i vor Herres frie Natur

*) eller: Egen Melodie af Berggreen.

38

Hun atter kom. Da Munken med sin Pengesæk Sig listed over Elben væk Til Rom.

Den lærde Svend bar aldrig ,Sky For Krigens Ravn. Hans Glavind fik et evigt Ry, . Da svenske Carl fra Fredriks By I Dodningskjorten maatte flye For Krigens Ravn. Da skrev han ei Latin med Blæk; Paa Dansk han skrev med rode Træk Sit Navn. Hvor Mænd i Atlashoser gaae, Er ei vor Plads. Med Bogen i en rolig Yraa, Med Pigen under Himlens Blaa, I Brodres Lag, hvor Flasker staae, Der er vor Plads.

Her synge vi, saa hoit vi vil, Her tomme vi, saa tidt vi vil, Vort Glas.

Poul » isn et.

39 J\6. 19. M el. Seit Vater Noah in Becher goss.

Vort Liv ér viet til Bog og Pen, Til Aandens grublende Strid; Det Værk, vi grunde, skal ei igjen

Forgaae i den rullende Tid; Den Vished er ene voj L5n: For Sandhed og Frihed og Ret vil hengive sit Liv og Blod Med freidigt Mod Athenes fribaarne Son. • • . “ • Vort Liv er viet vort Fædreland: Vi gange til Kundskabs Væld, Og hente derfra det Livsens Vand, Som spreder dets Flor og dets Held; Det eier vor kraftige Arm, Og svigte vi ei, naar det Sonnérnq kalder i Fred og Krig, Er Lonnen rig Ved Moens bankende Barm. Vort Liv er viet det Broderbaand, Som slynger os sammen til Eet; Det er Productet.af Glædens Aand, Det voxer i Soldets Gebet; Naar Glassene fyldes til Rand, Naar Viserne runge, og Lunet og Viddet sig boltre frie, Saa juble vi: Hurra for vor herlige Stand! . Poul Bytter.

.. 49

M. 20. M el. Hil Dem, som kæmped, som med Ord o g Vaaben. (W e y s e .) Eensom og mork o g 1snæver er vor Bolig: Tummel og Spræl, • - ■ Glandsen derude maa Studenten rolig Sige Farvel.

’ Lokkende Toner ind til os sig trænge, 'Verden er lys, og Kvinden er saa smuk;

Men vi Doren stænge Skjondt med et Suk.

• i* Dog i vort Kammer Fristeren forsvinder Hurtigt igjen, Verden formindskes, Pigens rode Kinder Brat falme lien. Hojt over Jorden stige vi til Kampen, Evigheds Porte aabnes for vor Sands, Og vi see ved Lampen Musernes Dands.

1

Jons Kristrap.

M. 21. M el. Vi Somænd gj8r ei mange Ord. -

Heel sjelden rortes Pen og Bog Af vore blonde Fædre;

ogsaa: Egen Melodi arBerggreen.

41

Men freidig de til Sværdet tog, For Odins Land at hædre. Mens Franken læste Nat og Dag Med Platos Bog i Hænder, De Danske sloge djærve Slag Iblandt de grimme Vender. Den maatte kjobe Reiseskoe, Hvis Hu- stod til Latinen; Thi her var ingen Læsero For Buestrengéns Hvinen. Selv Saxo, som Bersærkers Priis

Med vældig Rost basuner, Har lært af Munken i Paris At skrive vælske Runer.

Kong Christian kom, og han paa Stand Sit ædle Hoved ryster: „Mon os paa hjemmefodt Forstand „I vore Dale broster? „Er Aandens Armod her saa stor? „Ei mine Born med Kummer „Skal snige sig til fremmed, Bord »Og trygle franske Krummer.* Nu ved den brave Konges Skjænk 1 stolte Horesale Studenten paa den danske Bænk Gav Agt paa Landsmænds Tale.

42 *

Nu lode Hjemmets Alvorsord Fra danske Talerstole, Og aldrig mere Mænd af Nord Skal gaae i fremmed Skole. . - Da klang de svundne Tiders Lov Fra djærve danske Lunger, Og hver en Blomst i Mark og Skov Blev dobt al danske Tunger. Ja hver en Flugt af Himlens Hær Fra Christians Taarn blev regnet, Og for al Verdens Folkefærd Med klare Træk betegnet. I Christians Skole findes, Den danske Lærdoms Skaberhaand Med Jubelsang skal mindes. . Mens een Student ved Axels Havn* Et Bogstav veed at skrive, Saalænge skal Kong Christians Navn Med Hurra hilset blive. P o u l Moller. Saalænge derfor Gnist af Aand *

M. 22. M el. Muser har Glæden, Druen hjær. (K r o y e r .)

Gothernes Kraft drog, bort fra Nord, Kraften, som ingen Magt kunde fælde,

43

Kraften, som rysted den vide Jord, Kom tilkort mod en mildere Vælde. - Vikingens Harme Raste sig træt i Sydens Varme, ' Smeltende Toner greb hans Aand, Sværdet faldt af den mægtige Haand, Og han segned i*Nydelsens Arme. « Kraften dog sad i Norden fast; Modet, der steg trods Dod og Smerte Kjækt mod det Hbjeste uden Rast, Vaagner op i Sonnernes Hjerte. Pilen skal suse, Mjolner som fordum Jetter knuse; Dog nu vi fatte Fædres Brost, Og i Kampen vi lytte med Lyst Til en Sang af den jublende Muse. • Fremad og opad, gaaer vor Vej, Dog skjondt vi hige mod det Fjerne, Blomsten paa Jorden glemme vi ej Over Himlens vinkende Stjerne. Jævnet er Striden, Thor er for?onqt med Kroniden, Lærkerne slaae til Sværdets Klang, Helten iler sin rastlose Gang Med Satyrer og Fauner ved Siden. ,

Gothen forsmaaer at leve halvt, Nordiske Brodre, lad os da ile k

44

Alt i det Ene og Eet i Alt Er det Maal, hvorefter vi stile. Parre vi sammen Skjonhed med Kraft og Daad med Gammen,

Evigheds Krav med Tidens Tarv, Skal vi vise, at end der er Marv, Der er Liv udi Vikingestammen.

Jens Kristrup.

M . 23.

M el. af II. E. Krøyer.

Hvo kaldes vil en god Student, Maa fremfor Alting læse kunne; Men ene Runer, Skrift og Prent Forslaaer min Sandten ingenlunde. Ja, meget meer han læse maa, Naar han med Ret vil hedde saa: En god Student.I

I Himlens Rlaa, i Havets Speil, I Nattens lyse Stjerneblikke, . Han læse maa foruden Feil;

Hans Lærdom ellers duer ikke. Ja, Blomsternes Discours i Vaar, Som Græsk og som Latin forstaaer , En god Student.

45

Hvad Mandens Tale vel er værd, Det maa han læse i hans d ie , Og Sandheds Stræben, Friheds Færd Fra Pral og Squalder skjelne noie. Ja, Demagog og Jesuit, Dem kjender selv paa tyve Skridt En god Student. .• • . • I Skjonheds Blik, i Uskylds Smiil, Han maa sin Lykke bogstavere, Og kunne det i bunden Stiil, Strax efter Attestats, vertere. Ja, Livets sande Æsthetik, Den læser i en Piges Blik En god Student. Af Perlerne paa Glassets Rand Han maa udgrunde Gaadeordet, Og stige saa til Glædens Land, Mens ned han glider under Bordet. Ja, hvor de Vises Steen er gjémt, Det siger i en Ruus heel nemt En god Student. Thi maa han bruge Tiden klog, For al den Læsning ret at nemme, Og som han elsker Pen og Bog, Saa bor han hylde'Glædens Stemme. '

Ja, Piger, Viin og Vennelag, Dem hylder til sin Dodedag En god Student. '

N, David,

46 • M. 24. M el. Fr. S. 27.

.

:|: For Frihed :[:

Er denne Skaal udbragt. Væk med de Baand, som Aanden trykker! Mod Despoti, mod Fordom og Nykker — • :|: Kling klang! :|: Vi kæmper uforsagt.

:|: For Norden :|:

,

Er denne Skaal udbragt. Det bliver Eet, som Eet vil være; Baandet skal strammes uden at snære — :|: Kling klang! :|: Thi Blodets Rost er vakt.

:|: For Danmark :|:

Er denne Skaal udbragt. Kom kun, I Fjender, nære, fjerne! Sonnerne kan vel Moderen værne — :|: Kling klang! :|: Mod Trældom og Foragt.

:|: For Kvinden :|:

’

Er denne Skaal udbragt. Herligst er Kamp og sodest Sejer, Naar i de Skjonnes Skare man ejer — :|: Kling klang! rj: - En allieret Magt.

47

:|: Studenten :|:

'

Vor sidste Skaal er bragt. Kraften han faae, som er ham nodig, Til af Filisterkåmpcn han modig — - :|: Kling klang!, :|: I Graven bliver lagt.

J e n s K ristru p ,

M . 25. filel. af //. P. I. Lyngbye.

Ved Vintertid, naar Skoven staaer Med Riimfrost i de dunkle Lokker, Og Stormen vildt mod Ruden slaaer, Mens Sneen sig paa Taget flokker, Om dette Bord saa mangen Gang - Vi samledes ved Bægerklang Og glemte Vintrens barske Sang, Thi der var Foraar i vort Hjerte. Men Tiden driver lumsk sit Spil, Thj medens sorglost her vi spoge Og glemme reent, at den er til, At hævne sig den vil forsoge. Den stjæler Rosen af vor Kind, Den rover, flygtig som en Vind, Os mangen Ven, divis Brodersind~ 1 Ungdomstid vi elske lærte.

48

Selv dette Sted, livor vi har leet Af Tidens Vexel og Forandring, Og som vor bedste Fryd har seet, Er kun et Herberg paa vor'Vandring. Vi kom hertil, Alt var saa smukt,’ Ustandsct steg vor Tankes Flugt, .* Bag Lovet vinkte Træets Frugt, — Men for at naae den vi bortdrage! Vor Glædeskalk er snart udtomt, Og mangt et Minde vil udslettes, ’ Men hvad vi her har tærtkt og dromt, ' Det, fole v i, kan ei forgjettes; Thi Skjæbnen skiller Ven fra Ven, Men Sjælen soge vil igjen v . Landflygtig til det Sted, hvor den ■ Sin Ungdoms Fryd liar ladt tilbage. H. P. Holst.

. / • M. 26. M el af //. E. K ro g er. \ D e forste Prygl, vi i Skolen fikj Det var for verbum amare. Lad os ei glemme vor Grammatik! • Selv Rector bod, os at tage vare : For Feil i det lette verbum amare. Amare.

Enhver, som er nu iblandt os her, Ei glemmer verbum amare ; Enhver af os har sin Pige kjær; Bort, kolde Bryst!, af vor varme Klynge, Ifald du ei kan af Hjertet synge: . Amo. - • * 0 Med Pigen har vi den skjonneSkik At repetere amare, ' Og drukne Sorgen i hendes Blik; Til Ddden elske vi omt vor Pige,* ‘ Da kan vi i Doden jublende sige: Amam. Selv naar vort Oie paa sprenglærd Blad Seer ei et Ord om amare, En Aand dog smiler til os saa glad; Og vil I vide, hvi Bog vi lukke, Da maa med Supinum Hjertet sukke: Amatum. Vor Lectie fra vore Drengeaar, Det gamle verbum amare! r Saa dybt i Hjerte og Hjerne staaer, , At vi skal juble i hele Livet, In infinitum Infinitivet •• .• , . • • / ik ■ Amare. .

C. W ilster.

50

. ' ■ - M. 27. ^ M el. Glad såsom foglen i morgonstundcn. Sparsomt i Norden vi Blomster finde, Farven er bleg kun og svag deres Duft, Blomsten hos os er den dejlige Kvinde, Frodigst hun groer i den nordiske Luft. Hende vi elske, mens Hjertet det slaaer, Hende vi prise, mens Læben formåaer. Lokkerne blode og Væxten den slanke, Klang i sin Stemme og Snildhed i Blik, Ild i sit Hjfirte og Reenhed i Tanke, Det hun i Arv efter koderen fik. Jen s Hrlstrnp. . M. 28., ... / M el. Gubben Noacli var en hedersman. :|: Fader Rahbek :|: var en Hædersmand, Han i Yenners Klynge Kunde Yiser synge, :|: Drikke tappert, :|: dette kupde hån. :|: Ind til Staden :|: vandred’ han hver Dag. Med sin Kjep i Haanden, Ung og let i Aanden, :|: Kasted Anker :|: i et Vennelag.,

51

:|: Han vel vidste:]: Drikkebrddres Trang: At det duer ikke Uden Sang at drikke, • :|: Derfor han og :|: sine Viser sang. :|: Camma Rahbek :|: var hans Viv saa tro, Kom han lidt beruset Hjem til Bakkehuset, :|:Hun saa kjærligt ;|: fik ham bragt til Ro. :|: Ja!, hans Camma :|: lioit vi prise vilj Hendes ædle Minde Aldrig skal forsvinde, :|:Ei saalærige :|: een Student er til. i, :|: Fader Rahbek :|: havde rode Haar. , Haaret maatte arve Vinens rode Farve; :|: Thi til Ho’det, :|: som bekjendt, den gaaer.

. - •

:|: Da var lystigt :|: ved de fulde Glas. Hvilke skjonne Fester! Lutter glade Gjæster :|: Sad om Bollen :|: muntre, veltilpas.

:|: Lange Taler :|: gjorde ei Besvær: Talen var ei ziret, • , Kom ei fra Papiret, :|: Nei fra Hjertet :|: kom den frem — saa her. F. H. Lyngby©.

4*

52

: M. 29.

• " ;■

:«■'!

* : M el?■ Vintern rasat ut blant våra fjållar. (O . L in d b la d .) Vaarens Luftning Plantelivet vækker 'Og forsamler Skovens Fuglechor; Ak, men bort med den vor Skare trækker, Og vort Samliv taber nu sin Flor! Lagets Jubel vor fidele Kjæde Vaarsang. Flokker sidste Gang bag Cellens Mur, Snart opsoger ensom Hver sin Glæde I den stille, drommendc Natur. Brat vil dele sig vor fælles Bane, Og uventet lyder Livets Kald; Nu i Yaar kan Ingen af os ane, Om til Host vi atter samles skal. Ak, for mangen trofast Yen man redte Alt den sidste Seng i Jordens Skjod; Mens saa mange, rundt i Landet spredte, Dbde ordinair Philisterdod. i Men, er Venskabspagten, vi har knyttet, Meer end Dunster af et Glædeslag; Af vort Hjertes dybe Trang beskyttet, Bygt paa samme Aandens Ridderslag, Da — hvor vidt vi end i Verden spredes, .

Fælles Hjem vi har i eet Gebet, Og om vi af skilte Stjerner ledes, Dog vort sidste Maal. forbliver eet.

53

Brodre, lofter da det fulde Bæger, Lad os sværge, for vi skilles brat: At hvad dybest nu vort Sind bevæger, Vil vi værne som vor bedste Skat! Troe den Fremtid, som er os forjættet, Troe, til Friheds Morgen Natten brod, Troe, til al vor^Gjerning er udrettet, Troe mod Fædrelandet til vor Dod!

P oul Rytter.

M. 30.

Til Skoven.

M el. Herlig en Sommernat. (K u h la u .) Dengang da Natten lang Over den ode Yang

Stroede de Rimblomster hvide, Yi ved den stille Bog Sad i vor Celles Krog, Tidt vel med Sorg ved vor Side.. Dengang da Stormen jog Bolgernes morke Tog V Op mod de knusende Klinter, Tidt vel gik Haab og Drom Under i Livets Strom, Og i vor Hu blev det Vinter. .

-

,

54

Dengang den tunge Sky Hyllede Land og By Ind,i sin regnklamme Kappe, Tidt vel vort Hjerte fros, Tvivlende Aanden gos, Tankernes •Vinger hang slappe. — Nu er den milde Luft Krydret af Blomsterduft, Gjenfodt og frisk er Naturen; Nu er-det ikke Tid Længer til muggent Slid, Nu er det qvalmt ibag Muren. . Bolgen, som Speilet klar, Himlen i Favnen ta’r, Lefler med Sol og med Stjerne; Skibet har Vinger paa; O, hvem der kunde saa Gynge sig bort i det Fjerne! Marken broderet staaer, Skoven har kroliet Haar, Droslerne slaae i dens Kroner; Og i vort tause Bryst Gjærer der Liv og Lyst, Som vil fortolkes i Toner.- é

Hjertet som Sommerfugl Flagrer og. leger Skjul

55

Rundt mellem Blade og Grene; Smaapiger paa vor Vei!

Fang det — men pin det ei!

•

Nodigt det flagrer alene.

Kom og gaa med hver Een; Kast Naal og Sax og Pren, -

Frygt ikke os Jer at nærme; Folg os til Skoven ud,

- Saa skal I see ~ ved Gudi

Hvor vi Studenter kan sværme.

Men hvis >I dog ei vil, . Saa maae vi beile til

Lundens beskedne Dryade;

Saa maa vort Ungdomsmod, Varmet af Drueblod,

Kryste den vilde Mænade.

— Kom saa, tag Fod i Haand, Broder! og slaa din Aand

Los fra de skimlede Boger: Skoven er lysegron,

Verden er ung og skjon,

'

Livet er evige Loier.

Poul Rytter

56

.

M. 31

M el. Seit Vater Noah in Becher goss.

Nu'for de danske Studenter vi Vil synge lystigt i Chor, Der er dog ingen saa god som di Paa denne syndige Jord. See her er vort Argument, Ved Glasset hver Daddel vi jage tilbage, hvor den kom fra, Og drikke da ' En Skaal for den danske Student. ' For Tydskeren ikke vi grundig er, ■Men hvad er det for en Snak? Vi grandsked med Flid efter Aanden her Og fandt den i Punsch og Tobak. Men kommer han her med sit „Was,” Visvåre: „wir leben und weben und trinken und klinken ja — Hurra, hurra! „Was sagst du, mein Bruder, zu das?” Og Mangel paa Galanteri, Har han os aldrig om Bollen seet, Hvor scilicet noget er i. Her sige vi som det sig bor: „Monsieur, voulez-vous me donner le plaisir ej; Phonneur et la — „Comci, com^a — „Votre obéissant serviteur!” Naar Fransken dadler vor Gravitet v .

57

Hvis, Svenska bror1 du i Sinde fik At kalde os treven og mut, Naar tidt med Vrdvl og med Politik

t

Vi spildte det glade Minut,

ka

Saa kom, hvor Glassene staaer! . a , „Thi hår har oss kruset fortjuset och .lifvet oss tyckas da „Oåndlig bra — p „Hår supa de Danska — gutår!” . '

Men vi har argumenteret nok

Og meer end Dadlen var værd,

En saa fortræffelig ifroderflok

Den voxer ikke. paa Træer. ... Ja Ker er vort Argument — . Ved Glasset hver Klage vi jage tilbage, hvor den kom fra, Og drikke da En Skaal for den danske Student! Jen s Krlstrup, / '. , <

M. '32. ■

' ■

M el. Hr. Peder kasted Runer over Spange. (R u n g .) Som Joderne vi sad ved Nilens Strande, Og stirred længselsfuldt mod Ostens Lande;

Men Timen kom, da Lænken Vi sprænge kan paa Stand,

58

Og fare med vor Længsel Til Fantasiens Land. Nu farvel, nogne, skumle Fængsel! • 'Nu farvel, Slid og Vrovl og Trængsel! • Nu farvel! Men forst da paa det rode Hav vi stoder — I see det j o , hvor det i Bollen gloder. Dog ej vor Gang det standser, . Det knækker ej vort Mod;

Thi vi kan gjdre Ebbe, Hvor for har været Flod.

v .

Over Hav Osen ud vi strække, ■ Mose Stav skiller Bolgers Række — Mose Stav! Den dosige Ægypter , som vil- folge, Han drukner i den dybe, sode Bolge; ,Men vi har Kræfter sanket Alt i det stærke Yand, ’ Og ile med vor Længsel Til Fantasiens Land. Frem mod Ost! Sarons Roser giode, Fuglerost jubler os imode: Frem mod Ost!

•'

Jens Kristrup