223 / 228
2 1 4
hermetisk forseglede, og blev som diplomatiske
Dokumenter nedlagte i Hammerichs Jernskab.
Hvilken Spænding var der ikke over os
Alle. da vi hin Sommerdag sad i den lumre
Klasse. Da Schou traadte ind, for med majestæ
tisk Alvor at bryde de salomoniske Segl. Op
gaven i Aritmetik var urimelig svær og for
stenede os Alle; men med den geometriske Op
gave gik det langt værre —- den var uløselig.
Jeg ser endnu den skumle, uhyggelige Klasse,
hvor tyve ellers ret forstandige Svende sad som
Idioter og svedte Angestens Sved, medens deres
tanketomme Blik snart stirrede mod Loftet, snart
foer ud i Gaarden, som om Løsningen laa be
gravet paa Frederiks tyske Kirkegaard. Den
Eneste, der ikke tabte Hovedet, var Albert
Andresen. Hans runde Fuldmaaneansigt lyste
af Tilfredshed, medens vore vare lange og
stærkt i Aftagende. Han tegnede og regnede,
trak Grundlinier og kløvede Vinkler med en
saa matematisk Kanibalisme, at hans Bagmand
nær havde rakt Halsen af Led for at opfange
de sære Rødder og Kvadrater, der flød ud af
hans Pen. Endelig foldede han Papiret sammen
og lagde det med et tilfreds Smil paa Kathederet;
men da han gik ud af Klassen, følte vi Alle,
at nu forlod Matematikkens Aand os — det
var jo ham, der plejede at „tage“ Geometrien;