224 / 228
2 1 5
nu mærkede vi til vor Gru, at den tog os.
Foran mig sad Duxen, Carl Lange, den senere
Skattedirektør.
Til min store Forbavselse sad
han og legede i lang Tid med sit Penneskaft;
men pludselig foer han op, huggede det i Gulvet,
saa det blev staaende paa den dirrende Spids,
og saa leverede han Opgaven ojp som uløselig.
Nu vidste jeg hvad Klokken var slaaet! Kunde
Duxen levere blankt op, saa kunde jeg det
ogsaa; men for at trøste Professor Steens ma
tematiske Samvittighed, udviklede jeg først,
hvad
Tt
var og gav ham dernæst en Række
Formler til behagelig Udvalg.
Da jeg kom ned i Skolegaarden, mødte jeg
fortvivlede Ansigter. Kun Andresens straalede
som en Sol, og idet han pegede op mod den
Klasse, hvor Schou sad, sagde han leende:
„Han døser den s’gu ikke, for den staar ikke
i Oppermann.“
Nu faldt det som Skæl fra vore Øjne. Op
gavens Løsning afhang af en Sætning, der
fandtes i Steens Geometri, medens den mang
lede hos Oppermann, hvis Lærebog var en
Konkurrent til Steens. Da vi i Skolen havde
benyttet Oppermanns Lærebog, blev det kun
Andresen, der stod sig i Kampen. Lidt efter
kom Schou ned, han var bleg og nervøs; men
Andresen fik Ret — Schou havde ikke løst