29 / 507
B E B Y G G E L S E OG B E B Y G G E L S E S P L A N E R
! 5
Københavns Kommunes Ejendomme 1840 og 1900.
undersøge hans Forslag om en Revision af Fæsteafgifterne, fraraadede enhver Nyordning
af Fæsteforholdet og gik ind for den videst mulige Afløsning til fri Ejendom. Dette
Standpunkt blev tiltraadt baade af Magistrat og Borgerrepræsentation, og et betydeligt
Frikøb af Fæstegrunde fandt Sted umiddelbart efter
1852
, saa at den Grundværdistig
ning, der skyldtes, at Demarkationsservitutten paa samme Tid blev ophævet udenfor
Søerne, tilfaldt de tidligere Fæstere. Ved Aarhundredets Slutning var der praktisk talt
ingen Fæstegrunde tilbage.
Samtidig med, at Kommunen havde skilt sig af med sine Ejendomme, var Byen vok
set, og ved Aarhundredskiftet var man kommet ind i en Tid, hvor en mere planmæssig
Spredning af Bebyggelsen stod paa enhver Storbys Program. Staten støttede ved en særlig
Lovgivning Udflytningen fra den indre By til Parcelkvarterer i Byens Udkant, og man
opdagede, at de særlige Servitutter paa de »røde« Grunde kunde bruges til at opnaa en
mere aaben og tiltalende Bebyggelse, end Bygningsloven sikrede. Det maa ses som et
Led i de samme Bestræbelser, at Kommunen
1894-99
under Borgmester Borup købte
en Række store Gaarde udenfor Kommunegrænsen, mens de endnu kunde erhverves
til deres rene Landbrugsværdi. Paa Kortet tilhøjre ses, hvor stor en Arealtilvækst »de
borupske Grunde« betød. Grundbesiddelserne gjorde det ikke alene muligt for Kom
munen at gennemføre nye hensigtsmæssige Vejlinier, men ogsaa at holde Grundpriserne^
i Byens Udkant nede og herigennem fremme aabne og lave Bebyggelsesformer. Gen
nem de følgende Aar fortsatte Kommunen sine Grundkøb i de indlemmede Distrikter,
og i den senere Tid har Kommunen købt betydelige Arealer i Nabokommunerne,
bl. a. de store Arealer omkring Lundtofte i Lyngby-Taarbæk Kommune. Ved at Kom
munen sikrer sig Tilbagekøbsret til ethvert Areal, der sælges, vil de faste Ejendomme
stadig være af stor Betydning for Københavns Bebyggelses- og Byplanpolitik.