28 / 507
i 4
B E B Y G G E L S E OG B E B Y G G E L S E S P L A N E R
KOMMUNENS JO RD E R INDENFOR BYGRÆNSEN
Fra gammel Tid bestod Københavns Kommunes Ejendomme udenfor Voldene dels
a f Fællederne, der blev brugt til Græsning for Borgernes Kvæg, dels a f den egentlige
Bymark med forskellige Vange, Haver og Marker, der blev udlejet eller bortfæstet
mod Jordskyld. Med Indførelsen a f Enevælden var fulgt en Række Indskrænkninger i
Byens Ejendomsret til Bymarken, og ganske særlig til Fællederne. Ikke alene havde
Garnisonen Ret til at lade sine Heste græsse her uden at betale Afgifter, men ved en
Række kongelige Paabud reserveredes Fællederne i stadig højere Grad til Revyer,
Troppeøvelser og Skansearbejder, som naturligvis formindskede Græsudbyttet stærkt.
Fra
1843
rejste Byen gentagne Gange Spørgsmaalet om at faa Fællederne gjort brugbare
til Græsning igen, men stødte stadig paa Krigsministeriets Modstand. Først i
1893
blev
Spørgsmaalet om Ejendomsretten ordnet ved en Overenskomst, hvor Kommunen
maatte afstaa store Dele a f alle Fælleder for at faa Militæret til at give Afkald paa sin
efter Statens Mening hævdvundne Ret til at benytte dem som Exercerplads (se S.
9
).
Men Byen havde ogsaa haft svært ved at holde fast paa den Del a f Bymarken, som var
bortfæstet til Private. I Tidens Løb var man gaaet over til meget lange Lejemaal, f. Eks.
Livsfæste, og samtidig forsømte man i alt for høj Grad at forhøje Afgifterne, efter-
haanden som Jorden blev mere værd. Dette førte naturligt til, at Fæsterne mere og mere
betragtede Afgiften som en Art Hæftelse paa deres Grund, og at de følte det som et Ind
greb i deres private Ejendomsret, hvis Byen vilde forhøje Afgiften eller opsige Fæste-
maalet. I mange Tilfælde misbrugte de deres Rettigheder og udstykkede og solgte bort
af deres Fæstegrunde. Byen værnede i Almindelighed sine Ejendomme mod disse Over
greb, saa godt den kunde. Kun i enkelte Tilfælde, hvor man troede at gøre en særlig god
Forretning, solgte man Grunde og i Reglen mod Tilbagekøbsret. Endnu i Slutningen
a f det
18
. Aarhundrede var Størstedelen af den gamle Bymark i Byens Eje.
Først da Regeringen efter den store Brand i
1795
havde sat den saakaldte Erstatnings
fondskommission til midlertidigt at forvalte Kommunens Ejendomme og herigennem
skaffe Penge til Genopbygningen, skete der Brud paa de gamle Principer. Kommissionen
begyndte straks, ikke alene at revidere Fæstekontrakterne, men ogsaa under Magi
stratens Protester at sælge bort af Fæstejorderne, og i de
16
Aar den virkede, mistede
Byen Størstedelen a f sine Arealer, naar der ses bort fra Fællederne. Alt hvad Magistraten
opnaaede var, at der i Skøderne blev indført Fæstebrevenes gamle Bestemmelser om,
at der ved Bebyggelse krævedes Magistratens Samtykke, og at der ikke maatte bygges
noget »som enten for det almindelige eller for de tilstødende Beboere ikke kan tillades«.
De solgte Arealer kaldes »de røde Grunde« efter Signaturen paa et Kort hos Stads
konduktøren, og de nævnte Bestemmelser: »den røde Servitut«. Grundene (som er vist
med Skravering paa Kortet tilvenstre) findes især i et bredt Bælte udenfor Jagtvejen, og
set sammen med de Grunde, som Byen endnu ejede omkring
1840
(vist med sort), ud
fylder de praktisk talt hele Arealet mellem Søerne og Kommunegrænsen (prikket). Den
liberalistiske Periode, man nu var kommet ind i, ophævede helt Bystyrets gamle Uvilje
mod at sælge Byens Jorder. Den energiske Kæmner Grosserer Borgen kæmpede for
gæves for at bevare Jordejendommene for Byen. En Komité, der omkring
1850
skulde