306 / 507
K Ø B E N H A V N OG D E T Ø V R I G E H OV E D S T A D S S A M F U N D
291
Paa eget Initiativ havde Frederiksberg tilvejebragt og i Betænkningen faaet optaget
en Redegørelse for Gjentofte Kommunes Stilling i Hovedstadssamfundet, og det blev
heri paavist, at den Kløft, der i økonomisk Henseende bestod mellem København
paa den ene Side og mellem Frederiksberg og Gjentofte Kommune paa den anden
Side, allerede nu var dybest for Gjentofte Kommunes Vedkommende. Og da Frede
riksberg befolkningsmæssig set stagnerede, medens Gjentofte var i stærk Vækst, tydede
alt paa, at de Problemer, der var rejst mellem København og Frederiksberg, og som
for de flestes Vedkommende ogsaa eksisterede mellem København og Gjentofte, i
Fremtiden vilde blive endnu mere brændende for de to sidste Kommuners Ved
kommende.
Statens Repræsentanter i Kommissionen (Formanden og Sekretæren) pegede i deres
Udtalelse paa, at Undersøgelsen af de to Kommuners økonomiske Stilling havde vist,
at Aarsagerne til den foreliggende økonomiske Ulighed navnlig var at søge paa Ind
tægtssiden i Kommunernes Regnskaber, medens Udgifterne taget som Helhed ikke var
af væsentlig forskellig Højde pr. Indbygger i de to Kommuner. Endvidere fremhævede
de den forskellige Udvikling, der gennem de senere Aar var foregaaet i de to Kom
muners økonomiske Struktur, og som igen havde medført en højst ulige Fordeling af
de kommunale Byrder set i Forhold til Kommunernes Bæreevne. Ligesom de køben
havnske Kommissionsmedlemmer pegede Statens Repræsentanter paa den store og
stadig stigende Forskel i de to Kommuners Skatteudskrivning, i de tre Skatteaar
1932/33—34/35 havde København saaledes maattet udskrive sin personlige Indkomst
skat med 100, 100 og i2opC t. af Grundbeløbet, medens de tilsvarende Tal for Frede
riksberg var 55, 65 og 70 pCt. af Grundbeløbet. En saa stor Forskel 1 den faktiske
Beskatning kunde ikke i Længden opretholdes overfor en Befolkning, der skulde leve
og have sit Erhverv inden for det samme Bysamfund.
Med Hensyn til Fremtiden tydede alt paa, at den Udvikling, som havde fundet
Sted igennem de senere Aar, vilde fortsætte og endda i et stigende Tempo, saafremt der
ikke blev truffet Foranstaltninger til paa virksom Maade at modvirke en fortsat økono
misk Forskydning Kommunerne imellem. De bestaaende kommunale Forhold kunde
i Løbet af faa Aar medføre saa store økonomiske og sociale Forskydninger mellem de to
Kommuner, at Virkningen kunde blive skæbnesvanger, saavel for Københavns Kom
mune som saadan som for de Erhverv og Værdier, der fandtes indenfor Københavns
Omraade. Hertil kom, at ogsaa Hensynet til en fuldt betryggende Løsning af de tekniske
Problemer talte for, at der blev gennemført en Ændring i den bestaaende Tilstand.
Som den mest rationelle Løsning gik Statens Repræsentanter principielt ind for
Sammenslutningen af København og Frederiksberg til én Kommune, men da de
frederiksbergske Repræsentanter saa ganske afgjort tog Afstand fra Tanken herom,
opstillede de to Kommissionsmedlemmer det førnævnte Forslag til økonomisk Udlig
ning og teknisk Samarbejde mellem Kommunerne. Herved bevaredes Kommunernes
Selvstændighed samtidig med, at det bestaaende Modsætningsforhold udjævnedes paa
de Omraader, hvor det stærkest gjorde sig gældende.
Forslaget tilsigtede en
Indtæ gtsudligning
, saaledes at de to Kommuner fik lige An-