302 / 507
K Ø B E N H A V N OG D E T Ø V R I G E H O V E D ST A D SSAM F U N D
2 8 7
villighed til for sit Vedkommende nærmere at forhandle Sagen, indskrænkede sig til
at henstille dens videre Fremme til Indenrigsministeriets Forsorg.«1)
Endvidere kan nævnes, at der i Borgerrepræsentationen i 1867 i Forbindelse med
Behandlingen af et Forslag til Revision af Skatteloven af 1861 pegedes paa det uhel
dige i, at Personer, der tjente deres Indtægt i København, kunde undgaa at bidrage
til Kommunens Fornødenheder, blot de bosatte sig udenfor Kommunegrænsen, og
her var det først og fremmest Frederiksberg, der tænktes paa.
I 1874 stillede to frederiksbergske Kommunalbestyrelsesmedlemmer i deres For
samling Forslag om en Sammenslutning af Frederiksberg og København. Foruden
med de geografiske Forhold begrundedes Forslaget med, at Frederiksbergs Befolk
ning næsten udelukkende bestod af udflyttede Københavnere, at Adskillelsen med
førte betydelige Vanskeligheder og Ulemper paa en Række administrative Omraader
og endelig med, at en Indlemmelse vilde delagtiggøre Frederiksbergs Beboere i de
rige Legat- og Stiftelsesmidler, der var tilknyttet Københavns Kommune. — For
slaget blev dog ikke vedtaget af den frederiksbergske Kommunalbestyrelse, idet man
nærede Frygt for, at en Indlemmelse vilde føre til Skatteforhøjelser, bl. a. under
Hensyn til, at der var langt flere ubemidlede og fattige i København end paa Fre
deriksberg.
I Aarene fremefter kom der i Borgerrepræsentationen en stigende Utilfredshed til
Orde med Forholdet til Frederiksberg, men der skulde dog gaa lang Tid, førend der
blev optaget en Realitetsforhandling mellem de to Kommuner om deres indbyrdes
Forhold. I Københavns Magistrat mente man, at Tiden endnu ikke var moden til
at rejse Sagen, og iøvrigt var man af den Opfattelse, at den Tid maatte komme, da
Frederiksberg og forskellige af de mindre Kommuner omkring København ikke som
hidtil alene vilde høste Fordel ved at høre til det store Bysamfund, men ogsaa vilde
komme til at mærke Kravene herved, og de vilde da a f sig selv komme til København
og bede om Samarbejde for herved at faa tilvejebragt de Indtægter, der var nødven
dige for deres kommunale Formaal.
Iøvrigt satte man i København sin Lid til, at der vilde kunne gennemføres en Re
vision af den i 1903 gennemførte mellemkommunale Beskatning, hvorved Byen kunde
opnaa en rimelig Erstatning for de betydelige Skattetab, der paaførtes den derved,
at et stadigt stigende Antal Erhvervsdrivende, vellønnede Tjenestemænd og Funk
tionærer m. fl. bosatte sig paa Frederiksberg, i Gjentofte Kommune eller endnu læn
gere væk. Eksempelvis fremgik det af Folketællingen fra 1911) at g°d t en Femtedel
af de i København beskæftigede, der var Hovedpersoner ved Industri- og Handels
virksomheder, eller som tilhørte de immaterielle Erhverv eller den sociale Mellem
gruppe (Funktionærer o. 1.), var bosat paa Frederiksberg eller i Gjentofte Kommune;
Frederiksberg beskæftigede kun ca. 28 pGt. af sine Beboere i disse Erhvervsgrupper
og Gjentofte Kommune kun ca. 20 pCt.
De
k ø b e n h a v n sk e F o rh a a b n in g e r om G en n em fø re lsen a f en m e re ra tio n e l E r
h v e rv sb e sk a tn in g gik im id le rtid ikke i O p fy ld else, e n d sk ø n t K om m u n a lb e s ty re sen
b a a d e i
1918
og i
1922
re tte d e in d træ n g e n d e H e n v e n d e lse r til S ta tsm a g te n om a t
') Borgerrepræsentationens Forhandlinger 1857/58; S.
399
-