81 / 233
En lille butik på Østerbro
dukkestuer af skotøjsæsker, vi klippede vinduer i bunden og stil
lede dem på siden med låget som stuegulv. I katalogerne fra vare
husene fandt vi gardiner og tæpper som vi klistrede på, møblerne
blev lavet af papstykker, og beboerne var modellerne fra katalo
gerne. Men først skulle alt farvelægges for der var ikke farvetryk
den gang. Ofte tegnede vi vores egne påklædningsdukker som så
blev udstyret med smukke kjoler og frakker. Ethel boede i Løg-
størgade lige bag skolen. Hendes forældre havde en marskandiser
forretning som moderen passede. Hun var en lille mørk dame
med brune, bedrøvede øjne, hun led konstant af hovedpine. Fa
deren var tyk og rund med tyndt hår og hvalrosseskæg, han var
en mand af få ord, jeg hørte ham aldrig sige noget andet end ja el
ler nej. Foruden indkøb til butikken købte han større partier af
gammelt jern op til videresalg. Vi så ham tit i Esbjerggade, når
han kom med en fuld trækvogn for at læsse af på den oplags
plads han havde der.
Havde han gjort en god handel gik han på værtshus for at fejre
det med en øl, men blev han for længe borte, blev hans kone ban
ge for at det skulle blive til mange, så hun brugte et middel som
hun vidste virkede. Hun lukkede butikken, tog håndtaget ud af
døren og gav det til Ethel, så måtte vi ud og finde ham på et af de
mange værtshuse, der var i kvarteret. Når vi fandt ham, gik Ethel
ind og lagde håndtaget foran ham på bordet. Så gik vi hjem, og
det varede aldrig ret længe før han kom og åbnede butikken, der
måtte ikke mistes handel.
Det blev der nu om vinteren, for da løb Ethel og jeg på skøjter
på en isbane der blev lavet på legepladsen ved hjørnet af Arhus
gade og Løgstørgade. Jeg havde ingen skøjter, men Ethel insiste
rede på, at jeg lånte et par af dem der hang til salg i butikken. Mo
deren vred sig meget, men jeg fik dem, Ethel var meget forkælet
og fik altid sin vilje. Det var meget sjældent Ethel kom hjem til
mig, der var hverken ro til at læse lektier eller lege. Mine søsken
de skulle jo også passe deres, og mor var i fast rutefart mellem
køkken og butik. Der kom også ofte kunder ind for at låne tele
fonen, for dengang var telefonen endnu ikke hver mands eje.
Ethels mor havde en af de ældste typer. Den hang på væggen og
man skulle dreje på et lille håndsving både ved opkald og afring-
ning.
79