84 / 379
80
Viceadmiral ved hans Gilder; han har set sig i den
allerhøjeste Nødvendighed at lade sig bære død
drukken derfra, naar Morgenen gryede, medens de
Abekatte, som Tordenskjold for sin Fornøjelses Skyld
havde ladet anbringe i Porten, vaagnede ved Rabal
deret og paa en langtfia tilstrækkelig respektfuld
Maade betragtede den faldne Majestæt.
Drachmanns
Digt er et fortræffeligt Tidsbillede;
men selve Begivenheden, der skildres, maa skrives
paa den digteriske Fantasis Regning. Det er næppe
sandsynligt, at Hs. Majestæt fra sit Taffel skulde have
ulejliget sig helt over paa Christianshavn for at sige
sin Protégé, hvem han saa daarlig kunde undvære,
at han endog næsten daglig forlangte hans Opvart
ning ved sit Taffel, følgende unaadige Ord:
»Hr. Viceadmiral,
han faar vel dæmpe lidt sine Toner,
hvis ikke jeg skal røgte
min kongelig Befal’
og selv fornagle Tordenskjolds Kanoner!
Vi gav dig dem at bruge
og lade høre sig
til Tider; — men du har ej lært at spare
og skal Vi vælge mellem
Vor Nattero og dig,
Vi ta’r Vor Nattero og la’ r dig fare.«
Den, der kender Kong
Frederik d. Fjerde
ret, vil
snarere være tilbøjelig til at tro, at Kongen ved
Synet af Admiralens muntre Lag — hvor Drachmann
mærkværdig nok paa en Tid, hvor der ingen kongelige
Actricer fandtes endnu, lader en saadan være til Stede
— som den Ven af »Wein, Weiber und Gesang«, han
notorisk var, ha\de baaiet sig ad paa den stik mod
satte Maade og havde ofret sin kongelige Nattero,
selv om det var gaaet ud over den fredelige christians-
havnske Borgers.
Men det derefter følgende Digt, hvor Tordenskjold