DetGamleKøbenhavn

i Ensomhed gribes af mørke Anelser om sit nærfore-

staaende Endeligt og udbryder:

»Nej, der er Slut. Denne Siøsen maa have sin Ende;

heller -—• om saa skulde være — med eet gaa til Bunds;

hvert Kreatur fik sit enkelte Timeglas kuns; —

Rask skal det gaa! Vel mødt, hvad der end maatte hænde!«

er baade sandt og symbolsk; thi Tordenskjolds nær-

forestaaende og bratte Død i Udlandet hænger nøje

sammen med den Lehnske Gaard og den Slægt, der

beboede den.

Da Tordenskjold den 7. September 1720 for sidste

Gang drog ud af den Lehnske Gaard for at rejse ud

til Eventyr i den vide Verden, efterlod han sig i

Abra

ham Lehns

Slægt varme og trofaste Venner. Dette

Venskab gjaldt for Tordenskjold især den unge, den

Gang nittenaarige

Abraham Lehn,

som netop for nylig

var sendt ud i Verden med sin Mentor for at lære noget.

Tordenskjold

og den unge

Lehn

mødtes tilfældigt

i Hannover, hvor Falskspilleren Oberst

Slahl

netop

havde bedraget den unge Mand i Spil. I sin retfær

dige Harme herover var det, at Tordenskjold ind

viklede sig i den dumdristige Kaardeduel, der førte

til Heltens — man kan sige

Mord

den 20. November

1720 Kl. 5 om Morgenen, og man kan vist lige saa

dristigt tilføje, at der var hele to Mordere; thi Torden

skjolds foregivne Sekundant, den svenske Oberst

Myn-

nichhausen,

skal have det Eftermæle, at han lokkede

den intetanende Admiral i et fejgt Baghold.

Den unge

Abraham Lehn,

der senere blev en stor

og dygtig Godsejer, og som døde 1757, bødede haardt

for, at han ved sin Ungdoms Letsind ret uforskyldt

indirekte havde Skyld i sin berømte Vens Død. Han

blev en stille, indesluttet og alvorlig Mand, der i tung

Melankoli stadig plagedes af Samvittighedsnag.

Men hvem var den gamle

Abraham Lehn,

der

byggede Gaarden i Strandgade?

Hans Fader,

Johan Lehn,

var kommet her ind fra

Knud Bokkenheuser: Det gamle København I.