280 / 387
276
Skandalepressen i Kjøbenliavn i ældre Tid
med udenlandske Anliggender og vare i denne Egenskab
underkastede en Censur, som stundom haandhævedes med
temmelig stor Strenghed. Det var først senere, at den indre
Politik begyndte at omhandles i et Par Blade. Denne Foran
dring daterer sig navnlig fra Stænderinstitutionen, som bl. a.
havde den Fortjeneste at lede den offenlige Diskussion i en
hidtil næsten ukjendt Retning, og det var „Kjøbenhavns-
posten" under Liunges Redaktion, som fra et æsthetisk og
literært Blad gik over til at blive et politisk. Senere fik „Kjø-
benhavnsposten" en Konkurrent i „Fædrelandet", der først
som Ugeblad var grundet af Johannes Hage og David og
siden som Dagblad fik sin Redaktion fra „Kjøbenhavns-
posten“s Medarbejdere, saasom Orla Lelimann, Sager, Gjød-
wad o. fl. Dog, dette hører til Journalistikens almindelige lli-
slorie. Det berøres blot for at vise, hvorledes den omtalte Over
gang gik for sig.
En Affødning af del vaagnende politiske Liv hos os, for
saa vidt som det pulserede i Pressen, var det illustrerede
Vittighedsblad „Corsaren". Den danske Nation har en slor
Sands for det morsomme, det humoristiske; men den har
ogsaa en stor Respekt for det satiriske. Man ler gjerne, naar
man blot ikke selv er Gjenstand for Latteren. Deri ligger en
Forklaring af „Gorsaren"s Fremkomst og tillige af den Indfly
delse, som dette Blad i Virkeligheden udøvede. At denne Ret
ning i Pressen ligesaa lidt blev udyrkel hos os som i andre
Lande, hvor den har floreret, er ganske naturligt. Hvor de
alvorlige politiske Oppositionsblade søgte at tilføje det gamle
bestaaende og forældede alvorlige Slag, der maatte Harlekin
lil for med sine Lazzis og sine Løjer al sætte det i det latter
liges Band. Og det skal siges, at hvorvel „Corsaren" havde
hentet sil Mønster fra andre Landes illustrerede Vittigheds
blade, forstod dog den talentfulde Udgiver som ingen anden
at give sit Blad et hjemligt og nationalt Præg. Der var sik
kert mange, som regnede „Corsaren" til Smudspressen — vi
have jo set, at blandt disse mange var ogsaa Søren Kierke-
gaard — men det var meget uretfærdigt. Den var virkelig
literær. Var den skarp og vittig, saa var den sjælden grov,
og den er aldrig senere bleven naaet, end sige overtruffen.
Tillige havde clen den Fortjeneste, at den egenlig ikke stil
lede sig i noget bestemt Partis Tjeneste, for saa vidt som der
dengang kunde være Tale om Partier. Dens Haand var som
Bibelens Helts udstrakt mod alle.
Da Etatsraad Thaarup i sin Tid overlog Redaktionen af