285 / 387
Skandalepressen i Kjøbenhavn i ældre Tid
281
sig af Madam Rostocks Arvinger Retten Lil at udgive „Politi
vennen". Det var, saa vidt erindres, i AareL 1816. Kristensen
var vel skikket til at være Seidelins Eftermand, han skrev
ret godt for sig, forstod at holde Myndighederne i Ave og
havde et aabent Øje for Brøst og Uordener. Bladet stiftede
i den Retning virkelig ikke saa lidt Gavn, og det vandt ikke
blot Respekt, men ogsaa en vis Anseelse. Det afgav endog
en Arena for videnskabelige Debatter, og som Exempel kan
anføres, al Lægerne Switzer og Djørup heri udfægtede en
alvorlig Fejde. Under Kristensen naaede Bladet en betydelig
Udbredelse. Det var ved Siden af de politiske Blade det
mest læste i hele Danmark, maaske ogsaa i Norge, og naar
man betænker, at det kostede 9 Mark Kvartalet og kun ud
kom en Gang om Ugen i et lille Oktavark, saa kan man let
gjøre sig en Forestilling om, hvor indbringende el Foretagende
dets Udgivelse var. Men i Trediverne begyndte det at gaa
tilbage med „Politivennen", hvortil forskjellige Omstændig
heder bidrog. Den fik nogle farlige Konkurrenter, dels i
„Sandhedsfaklen", som udgaves af en Krigsassessor Hald, der
forhen havde været Medarbejder ved „Politivennen", men
især i den bekjendte Wintherske „Raket", hvorom senere
mere. Men hvad der især skadede „Politivennen", var den
store Forandring, der i Aarene 1833—34 begyndte at foregaa
med det offenlige Liv her i Landet. „Kjøbenhavnsposten",
der nu var bleven et Dagblad, bemægtigede sig' den inden
landske Politik og tillige et og andet Stof, der hidtil havde
hørt under „Politivennen"s Domæne, og det gik stærkt til
bage med den. Kristensen afhændede den nu Lil en Bogtryk
ker Jacobsen, under hvem den hvert Øjeblik skiftede Redak
tører. Tilsidst fik den som Gal ansete Hestehandler Michael
Leonhard Nathanson fat i den, og ligesom han selv var bleven
døbt, lod han den ogsaa undergaa en Daab og kaldte den
„Corvetten". Men under hans Regimente vare Bladets Dage
lalle, det var nu et fuldstændigt Smudsblad, som af sin Ud
giver især blev benyttet lil personlige Angreb paa hans an
sele Navnefætter i „Berl. Tid.", og i 1846 udaandede det en
skjøn Dag sit sidste Suk.
Del turde maaske ikke være overflødigt som Bidrag lil
en Karakteristik af de daværende Pressetilstande at anføre,
at der overfor „Politivennen" og vel ogsaa overfor andre
Blade var etableret et ejendommeligt Censursystem, der ikke
havde nogen Hjemmel i Lovgivningen. Den Politiretsasses