284 / 387
280
Skandalepressen i Kjøbenhavn i ældre Tid
for Indgangen lil Runde Kirke; 3) to dito udenfor Hjørnelmset
af store Kannikestræde og store Kjøbmagergade; 4) Fortou-
gets Forbedring udenfor samme Hus ved en Trærendes Sløjf
ning; 5) el Rendestensbræt flikket udenfor Salomons Apothek;
6
) et dito forbedret udenfor Jakobs Urtebod i lille Torvegade;
7) Broen fra Østergade lil de elysæiske Marker (?) istandsat;
8
) et farlig hængende Skilt i Landemærket forbedret; 9) en
Rendesten i Admiralgade forbedret; 10) paa Hjørnehuset af
St. Annagade og store Kongensgade paa Kristianshavn en
brøstfældig truende Tagrende nedtagen; 11) paa det nærlig
gende Hus i St. Annagaden en raadden Tagrende sat i Stand
og 12) de paa Ridebanen i Solen staaende Karrer tildels bragte
i Skyggen. — Ingen Feltherre kunde med større Stolthed se
tilbage paa et vundet Slag.
Dog indskrænkede den Opposition, som „Politivennen" ud
øvede, sig ikke alene til de af Seidelin særlig udhævede Uorde
ner; den gik ikke sjældent langt videre. Den udpegede Fejl
ved det bestaaende, Mangler ved. Lovene, og skjønt den havde
stemplet sig selv som en Ven af Politiet, var den ikke sjæl
dent Politiet selv paa Nakken, hvor dette antoges at have
misbrugt sin Myndighed. Allerede de første Numre indeholdt
en Artikel „om Politiets Rettighed til Uddeling af Stokke
prygl i Tilfælde af Opløb“, der, støttende sig paa Citater
af Kant og
Fich.te, benægtede Politiets Ret til at uddele deslige
holdne Varer blandt et for nærgaaende Publikum.
Skjønt der fattes os Oplysning om Abonnementantallet
under Seidelin, lader dog alt slutte til, at det ikke var ringe
og i stadig Tiltagen. „Politivennen" blev læst med megen Be-
gjærlighed, og da Prisen var forholdsvis høj, gav Bladet sin
Udgiver et rigeligt Udbytte, ligesom det ogsaa forskaffede ham
en stor Respekt hos haijs Medborgere. Seidelins Virksomhed
som Udgiver af „Politivennen" omfatter imidlertid kun en
Periode af 7 Aar, da kom den ubønhørlige Død, og selv „Po
litivennen"s frygtede Behersker maatte yde Naturen sin
Tribut.
Hvor var nu den, der havde Evne til at haandtere det
Scepter, som havde bragt saa mange til at skælve? Man søgte,
men forgæves. Vel udgav Rostocks Enke, som efter Seidelin
havde arvet „Dagen" og „Politivennen", ved Hjælp af en
unævnI nogle Numre, men disse vare ikkun Vand mod Seide-
lins, og Madam Rostock saa sig nødt til at opgive Bladet. Nu
hengik der et langt Interregnum, indtil daværende Boghandler
og Løjtnant ved det borgerlige Artilleri K. Kristensen tilkjøbte