281 / 387
SkandalepreSsen i Kjøbenhavn i ældre Tid
277
det engang saa velansete og velredigerede Blad „Kjøbenhavns
Skilderi skal dets Udgiver Salomon Soldin, da man spurgte
ham om, hvorfor han overdrog Redaktionen til en anden, have
svaret: „Bladet skal have en kristelig Begravelse'1. Og det
fik da ogsaa ;under Thaarup en kristelig Begravelse. Det var
en Vittighed saa god, som den kunde findes i „Corsarén“ i
dens bedre Dage; den kunde med samme Ret være anvendt
af Goldschmidt, da han i 1846 lod „Corsaren“ gaa over i
andre Hænder. Thi et Blad som „Corsaren“ lever kun ved
og gjennem sin Stifter. Den gratiøse Persiflage, den hensyns
løse Vittighed og Satire, denne Rigdom paa morsomme og som
oftest træffende indfald, denne Sands for det epigrammatiske,
som ved dette Blad kom til at indtage en saa ejendommelig
Plads i vor Bladliteratur, findes sjælden samlet hos en enkelt
Person, næppe hos mange, og i alt Fald er det ikke sagt, at
de, der besidde et saadant, om jeg maa kalde det maliciøst
vittigt Talent, have Lyst til at anvende det paa den Maade,
som det sket® i „Corsaren“, og derved stille sig paa et til
det øvrige Samfund udfordrende og fjendtligt Standpunkt.
Derfor kunde Goldschmidt med Rette liave anvendt hin Ytring
af Soldin, da han opgav sin Virksomhed som Corsar-Redaktør.
Under hans Efterfølger gled Bladet ind i de illustrerede
Smudsblades Rækker. Det redigeredes uden Spor af Aand,
levede af Døgnsladder og Skandale og udmærkede sig kun
ved en raa Tone og ved grove Personligheder. Da det saa
ledes sygnede hen og gik heden, fik det imidlertid sine Sted
fortrædere i et Par andre illustrerede Smudsblade, der, fordi
de endnu mere lod Skandalen raade og ved Siden deraf under
det politiske Røre, som opstod under det Ørsted-Bluhmeske
Ministerium i Anledning af Forfatningssagen, leflede for Stem
ningen, erhvervede sig Indgang hos den store Masse. Aar-
sagen til, at disse Blade vandt Udbredelse, var saaledes en
ganske anden end den, hvormed „Corsaren“ fandt Indgang
hos Nationen, selv hos den dannede Del af samme. Der var
i den et virkelig æsthetisk Element, en Gratie i Satiren og
Vittigheden, som man aldeles savnede hos dens Efterlignere
og Efterfølgere, hvorfra der ligesom udstrømmede en vis dun
stel Atmosfære fra Kroen og Kippen.
Disse „Corsaren“s Epigoner vare, skjønl under en anden
Form, en Art Gjengangere af Blade, der existerede før det
offenlige Livs Vækkelse, altsaa omtrent indtil Fyrretyverne.
Men disse vare af de Grunde, jeg ovenfor har berørt, af en
langt niere spidsborgerlig Natur; de levede mest af Privat