KøbenhavnsUniversitet

skaberne, saaledes som det ovenfor er skildret, og Indførelsen af

Examen

philosophicum

i 1675 var blot Lovfæstning af en Praksis, der havde be-

s ta a e t siden Universitetets Genoprettelse. Denne senere saakaldte »anden

Eksamen« var ikke blot som nu en Prøve i Filosofi, men i en hel Række

Fag: gamle Sprog, M atem atik m. v. — først i 1847, da Skolerne fik P ligt til

a t meddele sine D im ittender en afsluttende Undervisning i de egentlige

Skolefag, blev »Filosofikum« i P rincippet til det, den nu er.

De moderne Laboratorie-Øvelser er en Undervisningsmetode af ganske

ny Dato — hvis man da ikke dertil vil henregne Fortidens Demonstra

tioner paa T heatrum anatom icum . I ældre Tid drev man væsentlig S tu

dierne ved

Forelæsninger

(eller »Kollegier« som det den Gang hed) og

Disputationer.

Navnlig den sidste Form var Nerven i Universitetsarbejdet.

Der disputeredes baade af Professorer og S tudenter, begge P a rte r va r plig

tige dertil — for a t holde sig i Træning ligesom den moderne Sportsmand.

Professorerne m aa tte disputere for Opnaaelse af Professorat og siden dis

putere med visse Mellemrum for a t opretholde deres Prestige, S tudenterne

m a a tte disputere paa Kommunitetet og Regensen, hvis de fortsat vilde

nyde disse Beneficia, og de unge K andidater, der havde Husly paa Kol

legierne, m aa tte jævnlig holde D isputatser for a t faa Lov til a t blive der.

Ved alle ældre Universiteter var der en dyb t grundfæstet Kulsvier

tro paa N y tten og Betimeligheden af disse aandelige Turneringer, der

ganske svarede til Adelens Ridderlege — med den rige Lejlighed, de gav

til a t lægge Veltalenhed, Slagfærdighed og dialektisk Snarraadighed for

Dagen i velrettede Angreb og glimrende Parader. Men D isputerevæsenet

havde unægtelig ogsaa sine svage Sider, der navnlig kom til Syne i det

attend e Aarhundrede, hvor man begyndte a t spørge om Indhold, og ikke

mere nøjedes med Formen alene. Disse D isputationer kunde være frug t

bare, naar der bare var noget a t diskutere om, de kunde skærpe Selv

tænkningen og udvikle den personlige Form, men de kunde ogsaa let slaa

over i K arrikatu ren , naar Grundlaget fattedes og det faktisk blev Kej

serens Skæg, man stredes om. Og det Pun k t var man naaet til i det attend e

Aarhundrede. Man behøver blot a t tage nogle af de talrige try k te Dispu

ta tse r i teologiske og klassiske Materier for sig — og selv om man loyalt

stiller sig paa Datidens S tandpunk t, saa undres man over de søgte, haar-

trukne, undertiden helt latterlige Emner og Theser, de er bygget over, og

man begriber ikke, a t det har væ ret muligt a t holde Alvoren. Man maa

stille sig k la rt for Øje, a t det, der fortrinsvis søgtes, det var Kampen for

Kampens egen Skyld, de lærde Herrer

maatte

disputere ligesom Vikingerne

fordum

maatte

ud a t gøre S trandhug st — selv om U d by tte t blev nok saa

m agert. Historien bevarer endnu Mindet om en af disse D isputatorer par