65 / 195
61
men om tren t fra Aar 1600 er denne Grad kun anvend t i det filosofiske F a
k u ltet og betegnede der de Studerende, som var ude over det almindelige
indledende Studiekursus. Oprindelig blev Baccalaurerne højtideligt pro
moverede ligesom andre graduerede Personer, og Graden fik sin B etyd
ning derved, a t den gav Adgang til Hører- og Rektorembeder ved Skolerne,
og desuden fik Baccalauren, naar han fo rtsatte Studierne ved Universi
te te t, Ret til a t beholde Kosten paa Kommunitetet i fem Aar i Stedet for
tre. T itlen Baccalaureus philosophiae for den, der havde bestaaet anden
Eksamen, holdt sig til ned i det attende Aarhundrede, og afskaffedes
først 1775.
Licentiatgraden
var den laveste Grad, der gav »licentia« — Ret til a t
øve Lærervirksomhed ved Universitetet. Den er næppe nogensinde uddelt
under det filosofiske F aku ltet, og i det medicinske, hvor den nærmest blot
va r en Forløber for Doktorgraden og temmelig sjælden, ophævedes den
1854. I det juridiske Faku ltets S ta tu tte r fra Tiden før Reformationen
findes vidtløftige Forskrifter for denne Grad, men efter 1537 brugtes den
næppe, før det i 1736, da den juridiske Embedseksamen oprettedes, blev
tillad t a t »konferere« — meddele — habile juridiske K andidater denne
G rad ; ogsaa i dette Faku ltet er den afskaffet fra 1872. I det teologiske er
L icentiatgraden opretholdt længst, indtil 1917; den synes a t være indført
omkring ved 1670 og uddeltes undertiden i det attende og ret ofte i
det nittende Aarhundrede. Forskellen mellem den teologiske L icentiat-
og Doktorgrad var den, at der til den sidste udkrævedes en direkte Op
fordring fra selve F aku ltetet.
Doktorgraden
er den højeste og har stedse væ ret opretholdt ved alle
F aku lteter — i det filosofiske i ældre Tid under Navn af
Magister-
(eller
Mester-) Grad.
Da der mellem Fakulteterne var en vis bestem t Rangfølge,
m a a tte denne ogsaa manifestere sig i Graderne, og den teologiske Doktor
grad ansaas tidligere for langt den fornemste; ogsaa den juridiske, der før
1732 kun var tildelt ganske faa Retslærde, havde en vis ophøjet Karakter.
Derimod var Doktorgraden i det medicinske F aku ltet og Magistergraden
i det filosofiske mere almindelig og derfor ogsaa mindre gloriøs. Navnlig var
der mange Magistre, især bland t Præsterne og de lærde Skolers Rektorer.
I 1824 indførtes den filosofiske Doktorgrad, som efter Magistergradens
Ophævelse 1854 blev eneraadende, og i 1902 indstiftedes en Doktor
grad i S tatsv idenskab under det juridiske Fakultet. At de teologiske og
juridiske Grader i ældre Tid nød Fortrinnet frem for de andre havde ogsaa
sin Grund deri, a t der var visse sociale Betingelser knyttede til Opnaaelsen
af dem — de skulde være forbeholdt Mænd af anerkendt Lærdom og i be
tydelige Embeder, og i 1824 udvidedes denne Betingelse ogsaa til Dok