63 / 195
5 9
excellence, den gamle Magister Hans Been, en studiosus perpetuus, der
døde 1708 som Alumnus paa Valkendorffs Kollegium og sa tte en »fast
utrolig Mængde Disputatser« i Verden. Da han ikke længer »pillede filoso
fiske Ben«, men var blevet et Offer for »Gudindernes Ten«, ristede E fte r
tiden Runer over denne drabelige Hæ rmand, der havde »levet saa ren«
fra »Cypridis Lue og Abraham Lehn« — d. v. s. havde væ ret ganske ube
rø rt af Venus’ Tillokkelser og Vinhandler Lehns Drue. Kun den akade
miske Fægtning havde givet hans Liv Indhold.
Det forstaar sig, a t det under D isputatserne vanskeligt lod sig forhindre,
a t Lidenskaben løb af med Kamphanerne, og selv om det ikke gik saa
galt som i Peder Paars, a t man kylede en »trofast indbunden Aristopha-
nem« eller en »sølvbeslagen ty k Homerum« i Hovedet paa hinanden, saa
hændte det dog, a t Dekanus med kraftig Røst m aatte »imponere Silen
tium« og skille K om battanterne ad. I det hele blev Holbergs Satire et
Dødsstød for Disputerevæsenet, saaledes som det udartede i det attende
Aarhundrede. Han hudflettede dette lærde Spilfægteri i »Erasmus Mon-
tanus« og var ikke bange for, inden for selve Universitetets Mure — hvor
han ellers altid kun v ar den konservative Professor og slet ikke Satiriker —
a t lægge sin Foragt for Disputerekunsten for Dagen som da han i 1732 lidt
spodsk ud taler i en Votering, a t han »ingen Ide haver om arte disputandi
og af alle professoribus dertil m indst er bekvem«. At vore Dages Doktor
dispu tatser har deres Udspring fra Fortidens akademiske Disputerevæsen,
det er en historisk Kendsgerning, skønt man kunde fristes til a t betvivle det.
I den Grad har Nutid fjernet sig fra Fortid.
Baade Forelæsninger og D isputatser holdtes i ældre Tid naturligvis
paa
La tin
, og D isputatserne paa »Klostret« havde navnlig til Hensigt at
opøve S tudenterne i Brugen af dette Sprog. »Klosterlatinen« var noget for
sig selv, mange mærkelige Sprogblomster groede der, og ikke sjælden kunde
Kommunitets-Dekanen honorere en altfor ejendommelig Vending eller Glose
med et tordnende »Pecus«! Ved disse daglig gentagne Øvelser grundfæste
des dog Latinen, og Københavns Universitet havde Ry for det gode Latin,
der i det syttende og attend e Aarhundrede taltes fra dets Katedre, saa da
endelig Tidens Fylde kom, og
Modersmaalet
skulde afløse det hævdvundne
Universitetssprog, var det vanskeligt nok a t bane Vejen for det. Det gik
kun langsomt. I Universitetets tidlige Periode, den Gang, da det oprinde
lige Reformationsværk, der havde Bud til det store Folk, endnu ikke laa
saa langt tilbage, var en Forstaaelse af Modersmaalets Ret i Skole og ved
Universitet ved a t trænge sig frem, men i det lærde syttende Aarhundrede
gik den a tte r ta b t, og Reaktionen skruede Latinen op til et Magtvælde,
det næppe havde haft før. »Reformationen havde kaldt Modersmaalet