60 / 195
56
indførte en Bestemmelse om, a t p riv at dim itterede S tudenter, der ikke
søgte Stipendier eller ønskede a t tage Embedseksamen, kunde slippe fri —
en Uregelmæssighed, der a tte r ophævedes 1805. Disse »Kakkelovnsstu
denter« nød dog kun en saare betinget akadem isk Anseelse, og baade
Oehlenschlager og Chr. Molbech m aa tte undertiden høre for, a t de hørte
til denne secunda Kategori. I 1801 fik enkelte danske og norske Skoler
R et til a t afholde Adgangseksamen til Universitetet, en Reform, der dog
a tte r gik ind efter faa Aars Forløb og først rationelt gennemførtes i 1850.
Var Testimoniet fundet tilfredsstillende og Prøven faldet heldigt ud,
m aatte den nybagte S tuden t — depositum s som han kaldtes, senere for
ko rtet til b lo t: Rus —
deponere
, d. v. s. aflægge sit oprindelige raa og dy
riske Menneskevæsen, som den akademiske Dannelse endnu ikke havde
forædlet og frigjort — en Form alitet, der ivæ rksattes under allehaande
allegoriske Ceremonier. Russerne samledes i Studiegaarden, svæ rtede og
forklædte, udstyrede med dyriske A ttrib u tte r, Horn, Snabler, Papnæser
og Pukler, og blev af »Depositor« (i Reglen den ældste Universitetspedel)
som en Flok Dyr drevet ind i et Kammer ved det nederste Auditorium ,
hvor de underkastedes en komisk formet Overhøring, der endte med
Prygl, og ved Knibning og Høvling blev de befriet for deres dyriske Ud
vækster. E fter en hastig Omklædning mødte derpaa K andidaterne i Audi
to riet, og een af dem bad i samtlige Kammeraters Navn i en ydmyg latinsk
Tale om Optagelse i det akadem iske Borgerskab, hvortil den tilstedevæ
rende Dekan gav sit Sam tykke og i Tilgift en Velkomst- og Formanings
tale. Hertil knyttedes endnu en rituel Indvielse, hvorunder Dekanus gød
lidt Vin paa de unge Menneskers Hoveder og gav dem Salt i Munden
som et Tegn paa deres Ophøjelse og en Forsmag paa den Visdom, de skulde
nyde. N aar Depositsens barokt-højtidelige Handling var til Ende, drog
saa Russerne ud i Byen, hvor de forklædte løb Fastelavn m idt om Som
meren (de fleste S tudenter deponerede ved St. Hansdagstider) og gjorde
Gaderne usikre — et Væsen, der naturligvis snart udartede og allerede blev
forbud t i sidste Halvdel af det syttende Aarhundrede, men derfor ingen
lunde blev undertryk t. Alle disse, noget groteske, men i og for sig ud tryk s
fulde Ceremonier, som faldt ganske naturlige for en ældre Tid, indskræn
kedes vel nok efterhaanden, men ophørte ikke før i det attend e A arhun
drede. Af Dialogen mellem Per Degn og Jeppe Berg i »Erasmus Montanus«
ser man, a t de endnu ikke da v ar gaaet af Minde; Jeppe ved meget godt,
a t i Depositstiden, »naar de faar Salt og
Brød
og biir Studentere«, er der
»stor Allarm« i Hovedstaden. Først i 1732, da den nye Fundats indførte
andre Former for Deposits og Imm atrikulation, ophævedes helt de gamle
Lavsskikke ved Universitetet, men ganske lignende holdt sig senere længe