64 / 195
6 0
til Live, men den lærde Teologi skød det fra sig, Videnskaben forsmaaede
det« — som N. M. Petersen siger. N aar Holberg i 1714 i sin Ansøgning om
a t blive Adjunctus Professor Philosophiæ taler om sin »Entreprise, nemlig
a t forbedre det danske Sprog«, da tænker han utvivlsom t paa den
Skribentvirksomhed, han paa det T id spunk t er ved a t lægge Grunden
til, th i han tu rd e næppe haabe a t kunne gennemføre denne sin »Entre
prise« i en forventet Universitetsgerning. Der gik mere end et ha lv t Aar-
hundrede, inden det danske Sprog fik Fodfæste inden for Un iversitetet,
og mere end et helt, inden det fik Herredømmet. I Guldbergtiden trængte
det sig frem og inden Aar 1800 holdtes langt de fleste Forelæsninger paa
Dansk, men ved Eksam inerne benyttedes stadig Latinen — længst ved
den teologiske Embedseksamen, hvor den sidste Rest først i 1849 blev
ud ryddet. I Lektionskataloger og Universitetsprogrammer hævdede La
tinen sig, indtil den nye Universitetsbygning og dermed en ny Tid ind-
augureredes. Ved Indvielsen i 1836 holdt Werlauff i Egenskab af R ek tor
sin Tale paa Dansk, og ved T rehundredaarsfesten for Reformationen i det
følgende E fteraar gjorde H. N. Clausen det samme. Ved Universitetets
Prisopgaver for Guldmedaljen blev det ret tidligt tillad t a t besvare den
historiske og æstetiske paa Dansk, og fra 1841 blev Sproget valgfrit und
tagen for den filologiske Opgave, der stadig skulde skrives paa Latin.
Længst holdt Latinen sig ved Doktordisputatserne, men ogsaa her kunde
H. F. Rørdam i 1879, da Universitetet sidste Gang holdt Jubilæum , hævde,
a t Modersmaalet var »afgjort sejrende«.
Da Embedseksam inerne — bo rtset fra den teologiske A ttesta ts — først
sent indførtes ved F aku lteterne, tra a d te i ældre Tid
Graderne
i deres Sted.
Alligevel er de højere Grader altid ved Københavns Universitet blevet be
tra g te t som videnskabelige Udmærkelser — som honores — og i den ældste
Tid gav selv den laveste en begrænset Adgang til a t bestige K atedret.
Inden for Graderne synes oprindelig a t have hersket en tredelt A ftrap
ning, som dog kun delvis eller slet ikke er opretholdt i de enkelte Fa
ku lteter — i det filosofiske f. Eks. vides der aldrig a t have væ ret mere
end to Trin i Gradueringen.
Baccalaurgraden
v ar det nederste Trin og kun Indledningen til en
højere Grad — man m aa tte i Reglen være Baccalaur først for a t blive Ma
gister eller Doktor. Navnets Oprindelse er om tvistet, men efter de nyeste
Tolkninger skal det stamme fra det keltiske Ord »bachan«, som be tyd er:
ung eller lille. Baccalauren er med andre Ord den unge Svend, Væbneren,
i Forhold til Magisteren (Mesteren) eller Doktoren, der alt har faaet R id
derslaget. I det juridiske F aku ltet kendes kun Baccalaurer fra den ka
tolske Tid, i det teologiske ogsaa fra den første Tid efter Reformationen,