278 / 323
HJULDAMPSKIBENE
2 6 1
Bredfok til Benyttelse med gunstig Vind; medens de til egentlig Krigstjeneste
bestemte Skibe,
H ekla, Gejser
og
Holger Danske
havde Raarigning, endda
med LæsejL
Her skal anføres nogle Eksempler paa vore Hjulkrigsskibes Sejlevne.
Paa nogle Prøver i 1843 løb
Hekla
i stiv Bramsejlskuling og smult Vand og
med slæbende Hjul 4 å 5 Mils Fart bi de Vind og 6 å 7 Mils Fart rumt; med
løse Hjul henholdsvis 7 og 8 Mil,
Holger Danske
gjorde under lignende Forhold lidt mindre Fart begrundet
paa, at den krængede mere over foraarsaget ved dens mindre Stivhed.
Gejsers
Areal af de 5 Hovedsejl opgives til 4813
HoJger Danskes
Sejl
areal var af Størrelse som en Korvets.
Sejlføringen for den danske Marines Hjulskibe er opført i Flaadelisten.
Armeringen. I Hjulskibene, hvor Drivkraften, ligesom i Rofartøjerne, op
tog Midterpartiet af Skibet ogsaa over Vandet, var Armeringen henvist til
For- og Agterskibet,
Paa Grund af Maskineriets store Saarbarhed, idet dets største Del laa
over Vandet, antoges Skibet under Kamp at maatte stræbe efter at gøre sig
saa lidt saarbart som muligt og derfor
kæmpe paa lang A fstand og med Stævnen
vendt m od Fjenden.
Af disse Grunde blev Resultatet for Hjuldampskibenes Vedkommende:
Stævnbevæbning med svært, langtrækkende Skyts; hertil valgtes for de
større Skibe den 60
jtt
Bombekanon, hvilket viste sig at være overensstem
mende med, hvad der fandt Sted i fremmede Mariner, og for de mindre Hjul
skibe, som skulde følge Roflotillen, valgtes dennes Bevæbning, den 24 Kanon.
Til at begynde med var derfor de tre største Hjulskibe,
Hekla
,
Gejser
og
Holger D anske
armeret med 1 Stk. 60
få
Bombekanon i hver Stævn foruden
nogen Sidebevæbning med svagere Skyts.
Men Erfaringerne fra Krigen i 1848—50 gav hurtigt til Resultat, at den
60
Fi
Bombekanon ikke egnede sig som Jagerkanon, dels fordi den var for
langsomt skydende, dels fordi den ikke var skarptskydende nok; endelig fordi
Granaterne ikke havde den Virkning, man havde ventet, naar de anvendtes
paa for lang Afstand, saa at Bomberne havde for ringe Anslagshastighed og
derfor sprang i den udvendige Del af Skibssiden uden at trænge gennem
denne — naar de overhovedet sprang. Skibscheferne foretrak derfor at faa
Bombekanonerne erstattet med skarptskydende Kanoner, hvorved man des
uden havde den Fordel at kunne skyde med glødende Kugler, hvilket var let
opnaaeligt i Dampskibene.
Desuden lærte Krigserfaringen i Modsætning til den teoretiske Betragt