Previous Page  278 / 323 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 278 / 323 Next Page
Page Background

HJULDAMPSKIBENE

2 6 1

Bredfok til Benyttelse med gunstig Vind; medens de til egentlig Krigstjeneste

bestemte Skibe,

H ekla, Gejser

og

Holger Danske

havde Raarigning, endda

med LæsejL

Her skal anføres nogle Eksempler paa vore Hjulkrigsskibes Sejlevne.

Paa nogle Prøver i 1843 løb

Hekla

i stiv Bramsejlskuling og smult Vand og

med slæbende Hjul 4 å 5 Mils Fart bi de Vind og 6 å 7 Mils Fart rumt; med

løse Hjul henholdsvis 7 og 8 Mil,

Holger Danske

gjorde under lignende Forhold lidt mindre Fart begrundet

paa, at den krængede mere over foraarsaget ved dens mindre Stivhed.

Gejsers

Areal af de 5 Hovedsejl opgives til 4813

HoJger Danskes

Sejl­

areal var af Størrelse som en Korvets.

Sejlføringen for den danske Marines Hjulskibe er opført i Flaadelisten.

Armeringen. I Hjulskibene, hvor Drivkraften, ligesom i Rofartøjerne, op­

tog Midterpartiet af Skibet ogsaa over Vandet, var Armeringen henvist til

For- og Agterskibet,

Paa Grund af Maskineriets store Saarbarhed, idet dets største Del laa

over Vandet, antoges Skibet under Kamp at maatte stræbe efter at gøre sig

saa lidt saarbart som muligt og derfor

kæmpe paa lang A fstand og med Stævnen

vendt m od Fjenden.

Af disse Grunde blev Resultatet for Hjuldampskibenes Vedkommende:

Stævnbevæbning med svært, langtrækkende Skyts; hertil valgtes for de

større Skibe den 60

jtt

Bombekanon, hvilket viste sig at være overensstem­

mende med, hvad der fandt Sted i fremmede Mariner, og for de mindre Hjul­

skibe, som skulde følge Roflotillen, valgtes dennes Bevæbning, den 24 Kanon.

Til at begynde med var derfor de tre største Hjulskibe,

Hekla

,

Gejser

og

Holger D anske

armeret med 1 Stk. 60

Bombekanon i hver Stævn foruden

nogen Sidebevæbning med svagere Skyts.

Men Erfaringerne fra Krigen i 1848—50 gav hurtigt til Resultat, at den

60

Fi

Bombekanon ikke egnede sig som Jagerkanon, dels fordi den var for

langsomt skydende, dels fordi den ikke var skarptskydende nok; endelig fordi

Granaterne ikke havde den Virkning, man havde ventet, naar de anvendtes

paa for lang Afstand, saa at Bomberne havde for ringe Anslagshastighed og

derfor sprang i den udvendige Del af Skibssiden uden at trænge gennem

denne — naar de overhovedet sprang. Skibscheferne foretrak derfor at faa

Bombekanonerne erstattet med skarptskydende Kanoner, hvorved man des­

uden havde den Fordel at kunne skyde med glødende Kugler, hvilket var let

opnaaeligt i Dampskibene.

Desuden lærte Krigserfaringen i Modsætning til den teoretiske Betragt