233 / 251
224
»det vilde foraarsage altfor megen Vidtløftighed og Bekost
ning, om den igen skulde sættes i forrige Stand«. Her er
aabenbart et ømt Punkt. Thi den »Vidtløftighed og Bekost
ning«, hvorom der tales, var man sikkert nok kommen over,
hvis der havde været det rette Sindelag til Stede. Det var
der nu ikke, hvad enten Skylden nu nærmest maa tilskrives
Regeringen eller Direktionen; men saa meget er vist, at de
kirkelige Forhold led et stort Tab ved Kirkens Nedlæggelse.
Kirken havde været som et Centrum for Hospitalet, og didhen
søgte ikke blot Rekonvalescenterne,
men ogsaa de forskelligartede Em
bedsmænd og Funktionærer, mand
lige og kvindelige, der var knyttet
til Hospitalet, og søm i Tidens Løb
havde faaet den lille Kirke kær.
Frederiks Hospital med sin Kirke
og sine mange ejendommelige Fo r
hold var som en lille Verden for
sig, saa stille og fredelig bag de
solide Jæ rng itre, og dog fuld af
Liv og Kraft.
At Direktionen
dog ikke helt glemte at reservere
sig, hvis der tilfældig skulde blive
indrettet en »Kirke«, kan bl. a. ses af, at i en med Økonomen
d. 30. Jun i 1797 indgaaet Kontrakt, blev der ogsaa indskudt
følgende Bemærkning: »
Skulde noget besynderligt Værelse blive
indrømmet til Kirke eller Prædikestue, leverer han og dertil det
behøvende Brænde
«.
Det er utvivlsomt, at idetmindste en Del af de følgende
Præster følte Savnet af en Kirke saa haardt, al de indgav An
dragende til Direktionen om at faa en saadan indrettet. Saa
ledes indsendte f. Eks. Pastor C.
L e v i n s e n
i 1849 et Bønskrift
med en motiveret Forestilling om at faa et Kapel indrettet.
Dette førte til, at man i 1851 havde paatænkt at lade Direk-
tionssålen indrette hertil; men da man ikke var til Sinds at
C. Levinsen.