225
lade den indvie, saa at Vindingen kun bestod i Lokalet, mente
Pastor Levinsen, at »man hellere maatte have intet end for
lidet, for ikke at tjerne Muligheden til at faa nok ved at mod
tage for lidet«. »Skulde der nemlig vindes noget, som var
noget værd, da maatte et virkeligt Gudshus indrettes, hvor
ved en bestemt Menighed, selv om blot Hospitalets Omraade,
havdes som blivende Element i Patienternes bestandig ud
strømmende Flod«. Det er dog et Spørgsmaal, om Pastor
Levinsen handlede rigtigt i at sige Nej til Direktionssalen.
Alene det at have et eget Lokale til Prædikested i Stedet for
den ubehagelige Operationsstue var meget værd, Og selvom
man ikke straks kunde opnaa Indvielse af samme til Guds
tjenestested, saa kunde det maaske være naaet en anden Gang.
Nu fik Præsten intet og trods et Par Fornyelser af Anmod
ning om en »Kirke«, blev Sagen lagt
ad acta,
og der er indtil
Dato intetsomhelst Sted, hvor Præsten uden Gene og uden
Ulejlighed i Fred og Ro kan samles med »sunde og syge«.
Denne Mangel staar som en Plet i Frederiks Hospitals Hi
storie. Dettes Administration h a r paa dette Punk t manglet
baade Evne og Vilje til at skænke Hospitalet den Kirke til
bage, der saa »umotiveret« blev det berøvet. Det skal endnu
bemærkes, at i Slutningen af 1906 er Gudstjenesten paa »Kirken«
efter 147 Aars Forløb henlagt til medicinsk Auditorium.
Som anført tidligere, blev Præstens Instruks en Del for
andret med Aarene. I Instruksen fra 25. April 1789 bliver
det Præsten paalagt som hans fornemste Pligt »flittig og hver
Dag at besøge de syge og derfor paa de belejligste Tider om
Dagen omgaa paa Sygestuerne for bedre at blive bekendt med
dem og deres indvortes Tilstand. Han maa være villig til
ved Dag og Nat straks at gaa til dem, der ved Opvartnings-
eller Vaagekonerne maatte lade ham kalde til sig, og uden at
kaldes ofte besøge dem, han selv mener eller af Lægerne kan
faa at vide at nærme sig Døden.«
Naar en eller anden betydelig kirurgisk Operation skal
forrettes, »bereder og formaner han Patienten forud, taalmodig
15