101 / 420
82
en halv Forelæsning af samme Art og en halv hebraisk Forelæsning, hvori
dog Forandring skete, efter at den hebraiske Lektor havde faaet fuld Pro
fession. For øvrigt indeholder Fundatsen kun forskjellige teologiske
Anvisninger i Henseende til Bekjendelse og Lære, som vi ikke kunne gaa
nærmere ind paa her. Mærkes kan dog, at den tillod Professorerne at
fordele Bibelens Bøger imellem sig, i hvilken Henseende imidlertid en
Forandring skete ved Novellerne, hvorefter Bispen skulde læse over det
gamle, proximus og superior over det ny Testament, tertius over en synopsis
doctrinæ christianæ, hvilken han skulde fuldende i et Aar. Den fjerde
Professor, som indførtes ved Fdts. af 1630, blev det udtrykkelig paalagt
at læse over locos communes sacros. I væsentlig .Overensstemmelse her
med ere Bestemmelserne i Udkastet af 1691, der lyde: Superintendenten
over Sjællands Stift, som er theologus III., skal forklare vetus testamen-
t.nmcum antiqvitatibus ecclesiasticis ; theologus I. skal forklare novum
'
testamentum; theologus II. skal examinere controversias in religione;
theologus IV. skal forklare locos communes sacros secundum Augustanam
confessionem in thesi. Fdts. af 1732 Art. 1 foreskriver endelig, at én
Professor skulde læse over Kirkehistorien, men de andre over den hellige
Skrift, den avgsburgske Bekjendelse og vor rene evangeliske Lærdom.
I Følge Fdts. 1788 Kap.
I
§ 3 skulde der altid læses over den hellige
Skrifts Kritik og Exegese, over den naturlige Teologi og den aabenbarede
Religions Vished samt videre over theologia dogmática, moralis og polé
mica, over Kirkehistorien og de symbolske Bøger, ligesom der ogsaa
skulde gives Anvisning til det offentlige og almindelige Religions-Foredrag
og sammes bedste Indretning, hvori ogsaa de fornødne øvelser skulde
anstilles. Denne sidste Forskrift er dog bortfalden i Følge Pastoral
seminariets Indretningx), og i øvrigt ere Fundatsens Forskrifter ogsaa uden
praktisk Betydning, da der er den Besynderlighed ved begge Fundatserne,
af 1732 og 1788, at de give én Forskrift om, hvad de teologiske Profes
sorer skulle docere, og en anden om, hvad der skal høres i til Examen.
Den sidste Forskrift er selvfølgelig den, der praktisk er bleven Norm
ogsaa for Forelæsningernes Indhold.
Ved den citerede § er det derhos udtrykkelig overladt de teologiske
Professorer at fordele Lærefagene imellem sig, som de selv finde for godt,
hvorfor heller ikke nogen af dem beskikkes til Professor i et bestemt
Fag, men til Prof. theol. i Almindelighed ; dog maa de sørge for, at Fore
læsninger over samtlige Fag virkelig blive holdte, til hvilket Øjemed det
allerede ved Fdg. 6 Oktbr. 1773 blev paalagt Fakultetets Medlemmer at
konferere indbyrdes.
Angaaende det teologiske Fakultets Organisation mærkes, at det
fra først af havde sin Dekan, hvis Hverv gik fra ældste til ældste. Paa
denne Maade maa det forstaas, naar Dr. Vandal i sin Strid med Biskop
Bornemann 1704 beretter, at decanatus var ambulatorius indtil Biskop
O Kgl. Resol. 18. Novbr. 1840, 12. Maj 184 1; Selmer: Aarbog S. 25; Lønnings
lov 12. Jan. 1858 § 10, 25. Marts 18 71 § 9; ovfr. I. S. 26—27.