100 / 420
81
den anden kaldes proximus et superior; men paa den anden Side havde
Bispen fundatsmæssig ringere Len end de and rex), og fra dette Synspunkt
kaldtes han i Tidens Leb tertius prof. theol., hvilken Benævnelse fik legal
Hjemmel i D. L. 2—17—25.
I Henseende til Bispens akademiske Forrettigheder erindres, at der
allerede ved Kgbrev 24. Decbr. 15692) anordnedes en Vikar for ham,
som blev den dialektiske Professor, der derfor skulde have Overløbs P o rs3) ;
men-Ærkebiskop Svane erholdt en personlig Fritagelse for sine Professor
forretninger, dog med Bibeholdelse af sin fulde Lønning, og ved Rskr.
5. Decbr. 1693 blev samme Begunstigelse indrømmet Dr. Henrik Bornemann
og efterfølgende Bisper. I Reskriptet staar intet om, at de skulde holde en
Vikar til at forrette deres partes, hvilket derimod Fdts. 1732 Art. 15 udtryk
kelig paabød. Denne Vikar var i Regien præpositus communitatis, og til
hans Lønning indrømmede Rskr. 18. Apr. 1732 Bispen 100 Rdlr. aarlig;
men personlig paahvilede der ham ingen akademiske Forpligtelser, og naar
han ikke selv vilde, havde han følgelig intet andet med Universitetet at
bestille end at oppebære sin Lønning, hvilken han fremdeles vedblev at
nyde fuldt u d 4). Derimod maatte Bispen fremdeles være berettiget til at
tage Del i de akademiske Forretninger baade som consistorialis og som
Professor. Biskop Nikolaj Edinger Balle vedblev derfor ogsaa frivillig
sin Gjerning ved Universitetet i begge Henseender indtil 1788. Det er
en mærkelig Urigtighed, naar Engelstoft beretter, at ingen Biskop siden
1694 har beklædt Rektoratet, thi, som oven for omtalt, var det netop
Biskop Balle, der som Rektor første Gang bar den ny Fløjels Kaabe,
som Kongen havde foræret Universitetet. Sin fundatsmæssige Ret til
at faa en Vikar beskikket benyttede han ikke, men efter den værende
Vikars Bortgang røgtede han selv trofast og utrættelig sin Lærergjerning
endnu efter 17885). Adgang til Konsistorium blev derimod ved Fdts.
s. A. Kap. I § 19, om end i den mest høflige Form, nægtet ham, hvor
over Bispen med Føje besværede s ig 6), og det er en Fejltagelse af Engels
to ft7), naar han erklærer denne Besværing som grundet paa en Misfor-
staaelse; den indeholder tvært imod fuld historisk Sandhed. Efter Biskop
Balles Død vedblev hans Eftermand, Biskop Munter8), at nyde den halve
Løn som professor theol. af Universitetet, medens den anden Halvdel
udrededes anden Steds fra 9), og han vedblev derfor ogsaa at være Med
lem af Fakultetet samt holde Forelæsninger10).
Om en Udsondring af bestemte Discipliner, hvilke enhver enkelt
Professor skulde docere, er der ikke Tale i Fundatsen af 1539, men de
to Professorer skulde i Følge den læse hver en lectio ex sacra scriptura,
og den tredje, det vil sige en af dem, som forstod Hebraisk, skulde holde
tt
i f o ? 3 'W r 2) RørdamIV- S. 220—21. — 3) RørdamIV. S. 252;
jf r.
ovfr.
7 1 W ' T J « P\ ? r- 7‘ f afTts
1 4 Juli i m ~ 5) Nyerup: Annaler S. 287. Rskr.
S i
J 0nV„3- Novbr* 1798- — 6) J-Møller: Teol. Bibliotek X ll. S. 227.
) fr. Engelstoft: Efterretn. 1823 S. 40. — 8) Hans Buste, skjænket Universitetet
J
r ø SM eT , r ’
f f °Vsi lllet 1 Konsistorium. — ,J) Engelstoft: Efterretn. 1823
8. 52—53; Selmer: Akad. Tul. I. S. 116 . — 10) Selmer: Aarbog 1844 S 27
11