23 / 420
4
„Docenter“, hvorimod samme Reglement indførte de 2 Lektorer i det
medicinske Fakultet, som endnu findes.
Yed Siden af de anførte Benævnelser paa de normerede Lærere kan
som historisk Betegnelse for de ikke normerede foruden Professorer og
Docenter endnu nævnes adjuncti eller professores adjuncti1).
II.
Hvad Inddelingen af Lærerne angaar, kan først mærkes, at vi
alt i det juridiske Fakultets Statutter finde nævnte doctores ordinarii,
ordinarii in jure civili og doctor sive licentiatus ordinarie de mane legens i
Modsætning til baccalaurei extraordin arie legentes2). I Overensstemmelse
hermed tale ogsaa de almindelige Statutter om lectiones ordinariæ samt
libri ordinarie legi consveti2), hvorhos i det juridiske Fakultets Statutter
yderligere nævnes dies ordinarii og horæ ordinariæ3).
Fundatsen af
1539 fastholder samme Udtryksmaade, for saa vidt som den omtaler
baade lectiones, dies og horæ ordinariæ4). Spørgsmaalet bliver da, hvad
der egentlig menes med disse Betegnelser.
Begynde vi med at undersøge Modsætningen mellem ordentlige og
overordentlige Forelæsninger, vil det findes, at der ved en ordentlig Fore
læsning fra først af forstodes en saadan, hvis regelmæssige og behørige
Holdelse Universitetet ansaa for nødvendig i Studiets Interesse, og med
Hensyn til hvilken der derfor var gjort et Forbehold dels i Henseende til
Tiden, dels i Henseende til Gjenstanden, dels endelig i Henseende til
Berettigelsen til at holde den. De andre Forelæsninger, med Hensyn til
hvilke intet sligt Forbehold var gjort, benævnedes derimod overordentlige.
Adskillelsen mellem begge forekom ved alle Universiteter og, om end ikke
ganske paa samme Maade, i alle Fakulteter5).
I Henseende til Tiden nød de ordinære Forelæsninger fra først af
den Begunstigelse, at der var forbeholdt dem visse Timer om Dagen,
nemlig Morgentimerne, i hvilke Arbejdskraften maatte forudsættes at være
størst. Dette var Reglen i Bologna som i Paris. Mindet derom er endnu
bevaret i de juridiske Statutter, i hvilke der tales om en ordinarius de mane
legens, og skjønt de paa den anden Side vise, at en Forandring i det
oprindelige Begreb om ordinære Timer er foregaaet, for saa vidt som der
i Følge dem ogsaa kan læses ordinarie fra Kl. 2—3, er dog ordinarius
de mane legens fremdeles ordinarius principalis6).
Medens horæ ordinariæ efter det anførte ere et ældgammelt Be
greb, gjælder det modsatte om dies ordinarii, i det de ordentlige
Forelæsninger fra først af ikke vare indskrænkede til bestemte Dage7); men
det er en senere Udvikling, som er antydet i de juridiske Statutter og
foreligger afsluttet i Fundatsen af 1539, i Følge hvilken de ordinære
Forelæsningsdage ere begrænsede til 4 om Ugen, nemlig Mandag, Tirs
dag, Torsdag og Fredag. Paa disse Dage maatte der kun læses extra-
ordinært uden for de ordentlige Forelæsningstimer8).
a)
Jfr. nærmere i det flg. — 2) Ser. R. D. VIII. p. 349. -— 3) Statutt. Art. 34. —•
4) Cragii Additam. HL p. 100—1. — 5) Thurot p. 7 1—76, 110 , 173, 196. — 6) Ser.
R. D. VIII. p. 350. — 7) Thurot p. 197 nævner kun ordinære Forelæsningsdage i
det medicinske Fakultet. — 8) Thurot p. 77; Cragii Additam. III. S. 101.