66 / 420
47
reglement 25. Novbr. 1836 § 6, der for det lægevidenskabelige Fakultets
Vedkommende modificeredes ved kgl. Resol. 12. Jan 1842 *) og afløstes
af Bestemmelsen i Normalreglement 13. Novbr. 1844 § 6, som for det
rets- og statsvidenskabelige Fakultets Vedkommende modificeredes ved
Kgl. Resol. 20. Febr. 18502). Begge disse Reglementer havde fastsat
Storreisen af Professorernes Lønninger 1) fakultetsvis, saaledes at Løn
ningerne i det medicinske Fakultet vare lavere end i de øvrige, og 2) efter
Anciennetet, saaledes at Størrelsen afhang af vedkommende Professors
relative Tjenestetid inden for Fakultetet. Men begge disse i og for sig
forkastelige Principper bleve opgivne ved den efter Grundloven udstedte
Lønningslov 12. Jan. 1858 3), der nu er afløst af den gjældende Lov
25. Marts 1871. Disse Love have nemlig fastsat Lønningen uafhængig af
Fakulteterne, til hvilke Professorerne henhøre, og uafhængig af vedkom
mendes Anciennetet, men med Stigning efter hans absolute Tjenestealder,
Angaaende de særlige Bestemmelser om Lektorernes og de faste Docenters
Lønning henvises til de citerede Lovbestemmelser. Navnlig mærkes For-
skjellen mellem Reglerne for Lektorernes Lønning efter Lov 12. Jan.
1858 § 4 og efter Lov 25. Marts 1871 § 3 4).
De Professorer, som efter Kanslerens og hans Medhjælpers samt
Rektors, Dekaners og øvrige Læreres Skjøn vare vere emeriti, skulde efter
Kongens Tilsagn i Fundatsen aflægges med Præbender og, indtil dette
skete, beholde deres Lønning5). Efter Udstedelsen af den ny Fundats
samtykte Kansleren og Rigens Hofmester, at de efter Afskedigelsen maatte
vedblive at nyde Præbendet, som laa til deres Professorat6). Denne Regel
fandt Anvendelse paa Niels Hemmingsen; men senere afskedigedes Profes
sorerne ikke, selv om de bleve affældige, hvorimod der i saa Fald beskik
kedes en Vikar for dem7). Den 17. Juli 1647 begjærede saaledes Dr.
Th. Fincke en Substitut, ligesom F. Andersen8) havde haft, og den
27. Juli berettes Dr. Th. Bartholin med Kanslerens Samtykke at være
antagen dertil, i det Kansleren ved samme Lejlighed havde lovet at søge
hans Forfremmelse. Betegnende er det ogsaa, at naar Kansler Sehested
var allermest vred over Professorernes Dovenskab med at disputere, truede
han dem dog kun med, at de eventuelt skulde lade andre læse og disputere
for sig og miste af deres Indkomst9).
Fra Aar 1660 bliver denne Ordning mere almindelig. Ved Aab. Br.
20. Avg. 1660 faar Th. Fincke jus emeriti professoris, saaledes at han
beholder det stipendium, han nyder; dog skal han efter egen Erbydelse
tiltænkt være ved en smuk, skikkelig og lærd Mand Professionen i sit
Sted at lade forsørge, saa at intet for hans Skyld vorder forsømt. Den
6. Decbr. 1661 faar end videre R. E. Brochmand for Svagheds Skyld Til-
ladelse til at være licentieret fra sin Profession og som en valitudine
') Selmer: Aarbog 1842 S. 13. -
>)
Linde: Meddel. 18 4 9 -56 S. 237 - 3) Jfr
Komitebetænlm. i Eigsclagstid. 9. Sess. Anhang A. S. 49 3-557. - 4) Jfr. i dVr S t
Goos: Aarbog 1876 -77 S. 30. — 5) Cragii Additam. III. p. 124. — 6) Kirkeh
aab “ 8.', 6oVf.
- '>RØr‘,amW' S- lV l6 ' -
’>