8 / 78
Fodfolk. Officielt dansk betegnelse for "infanteri" i tiden
mellem 1867 og 1960 og synonymt med sidste ord. Altså tilfods
kæmpende og (op til vore dage) til fods marcherende enheder af en
hær specielt uddannet til at trænge ind i fjentlige stillinger,
nedkæmpe alt levende og holde erobret grund besat og forsvaret.
Forhug. Passivt hindringsbælte bestående af fællede træer eller
store grene, hvis yderste grenspidser er tilspidsede og anbragt
som et tæt krat med spidserne mod fjenden. Tørrer og knækker re
lativt hurtigt og har således kun midlertidig spærreværdi.
Flanke. Den del af et voldsystem eller et fortlegeme, der har
front vinkelret på hovedfrontlinie og strube og som vender mod si
den. Betegner også de yderste dele af en troppelinie i terrainet,
til en hvis grad synonymt med "fløj".
Flankering. Bestrygning med ild afgivet fra et flankepunkt på
langs med ("hen foran) egen forsvars linie, vinkeltret på fjendens
angrebsretning. (Se "kaponiere").
Forstærkningsarbejder. Sådanne armeringsforanstaltninger, der
indgår i fæstningslinies eller et fæstningsværks klargøring til
krig, og som især drejer sig om anlæg af supplerende skyttehuller
og grave, afstivning af jordprofiler, forøgelse af nedgravede
rums beskyttelse mod nedslag, trækning af hindringsbælter, fæld
ning af vegetation, udskæring af banketter (s.d.).
Fors tærkningsenheder (batailloner, batterier, kompagnier, o.s.v.).
De m.h.t. uddannelse, enkadrering og bevæbning svageste led af de
efter danske hærordninger opstillede styrker, der ved mobilise
ring skal dannes af de ældste genindkaldte årgange. I henhold til
hærlovene af 1867» I880, 189^ var betegnelsen "Forstærkningsoffi
cer" identisk med, hvad man i dag betegner og også før havde be
tegnet som "reserveofficer" m.v.
Fort. Et lukket fæstningsværk, normalt ikke større end det kai^L
kommanderes af een chef, med en bestykning (s.d.) der tillader
ildafgivelse til alle sider og en konstruktion, der tåles beskyd
ning fra alle verdenshjørner. Et forts artilleri (bestykning)
vil ofte være opdelt i forskellige batterier, hver under sin ild
leder og hvert med sit hovedskudopgave. Fra l8oo-tallets midte
karakteriseredes fortkonstruktionerne gennem anvendelse af ( j e r n
beton til bombesikre rum for besætning, ammunition og tekniske in
stallationer, samt ved at blive søgt konstrueret "stormfri". Den
ne betegnelse, der mere gav udtryk for håb og ønsker end vished,
anvendtes, når fortets passive hindringsbælter, våde eller stej
le, tørre grave, hhv. pigtrådshegn og jerngitre, mure og/eller
pallisader kunne bestryges og belyses fra kaponierer (s.d.) ind
bygget i fortets escarpe, strube eller kontresscarpe (s.d.). I
I800 tallets slutning karakteriseredes fortkonstruktionerne ved
anvendelsen af panserkonstruktioner til beskyttelse af fortbe
stykningen og projektørerne, målestationer og observationsstader.
Forter kunne være udformet til såvel artilleri- som til både
artilleri- og infanteriforsvar.