HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn3Række

Franske Em igranter i København

3 4 5

drev dem herop. Religionsspørgsmaalet har vel nok væ

ret Anledningen, men Aarsagen — Trangen til bedre

Kaar — har ligget dybere. For Kolonien i Berlin synes

Forholdet modsat. Kurfyrsten havde forstaaet i Tide at

sikre sig de Emigranter, som det var fordelagtigt at holde

paa, medens vi herhjemme kom alt for sent med. Im el

lem den Kreds, der 1683 overvejede at drage til Danmark,

men lod sig skræmme af den da endnu raadende religiøse

Intolerance, var adskillige Pengemænd. Om dem kan

man ikke med Grund antage, at de forlod deres H jem 

stavn, uden fordi de ikke kunde udholde at leve under

Aandsdespoti. I København derimod er det en broget

Flok, der ikke engang holder sammen. Biskoppens Frygt,

at de Reformerte vilde „danne en Stat i Staten“, passer

i hvert Fald ikke paa dem. Gennemgaar man Kirkebo

gens L iste over alle de forgældede Fændriker og Løjt

nanter, som i Danmark søgte de Avancements, de ikke

kunde naa hjemme, og naar man forgæves spejder efter

et Navn, der endnu erindres, vil man forstaa, at Skuf

felsen har været stor hos dem, der i Tillid til merkan

tilistiske Principper havde arbejdet for at faa de franske

Emigranter herind. Flertallet af de ankomne henleder

mere Tanken paa Nutidens Emigranter, som i en frem 

med Verdensdel søger at vinde den Lykke, der hjemme

gik dem forbi. Trods de mange aristokratiske og flot

klingende Navne var Størsteparten jævne Borgere. For

Københavns Kulturliv faar denne første franske Koloni

ikke megen Betydning.

Ved Hoffet var det vist kun Dronningen, som i religiøs

Nidkærhed bevarede Interessen for sine Troesfæller. Ad

skilligt tyder paa, at den i 1685 saa stærkt blussende

Begejstring var ved at slukkes. Givne Løfter blev ikke

samvittighedsfuldt overholdte, hvad dog mindre gjaldt

de religiøse end de materielle Spørgsmaal. Regeringen

begyndte at fortryde, at den havde vist sig saa liberal.