362 / 645
348
Julius Clausen
20. April næste Aar. Dronningen ledsaget af sin Hofstat
og
Daniel Abbestée
— en af Menighedens Æ ldste — ud
førte dette Hverv og viste dermed alle, hvor nær hendes
Hjerte var knyttet til den reformerte Tro. 10. Ju li 1689
blev Kirken indviet uden større Ceremonier.
Her handlede de Reformerte saare fornuftigt, thi
blandt den Lutherske Gejstlighed var baade Misundel
sen og Forbitrelsen betydelig over den Indflydelse, disse
„Kættere“ allerede havde vidst at skaffe sig. Man gik paa
Jagt efter at gribe deres Præster i Ulovligheder og Over
skridelser af deres Myndighed. Og da de reformerte
Gejstlige ogsaa syntes at være gaaet videre, end de hav
de Ret til, indkom Klage paa Klage. Snart hed det sig, at
de havde viet Folk, hvor den ene Part var Lutheraner;
en anden Gang klagede Præsten Plum i Gentofte over,
at en reformert Præst havde døbt et Barn af lutherske
Forældre paa Jægersborg og dér søgt at gøre Propagan
da for sin Tro. Følgen blev, at Regeringen i to Reskrip
ter (af 6. Sept. 1690 og 5. Maj 1691) indskrænkede den
Samvittighedsfrihed, der var tilstaaet de Reformerte, ret
betydeligt. Det bebrejdedes dem, at de havde misbrugt
Kongens Naade, og for at have Haand i Hanke med dem
bestemtes, at de fremtidig skulde løse Borgerskab og
aflægge Troskabsed til Kongen. Fremdeles skulde de høj
tideligholde de i Danmark paabudte kirkelige Festdage
og maatte ikke fejre egne Festdage. Gudstjenesten skulde
finde Sted paa samme Tid som i Byens andre Kirker
(antagelig for, at ingen Uvedkommende skulde lokkes
ind i Kirken i G othersgade); og endelig blev det de Re
formerte strengt forbudt at ringe Menigheden sammen.
Denne Bestemmelse er der lagt særlig Vægt paa. Den
gentages i alle senere Reskripter, ogsaa i det af 30. De
cember 1704, som ellers tilstaar de Reformerte forskel
lige Lempelser. Paa dette Punkt vilde den danske Kirke
sikre sig sin Overlegenhed. Endelig blev det paabudt,