HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn3Række

3 4 2

Julius Clausen

Haandværkerne var i Flertal — de var omkring 1690

noget over de halvhundrede. Hvis man paa dette Tids

punkt sætter Koloniens Størrelse til ca. 250 Personer —

Mourier erklærer, at Menigheden i København aldrig har

talt mere end 300 — og deraf regner de ca. 100 til Fa-

miliefædre eller selvstændigt arbejdende Mænd, vil dette

altsaa sige, at Haandværkerne har udgjort henved Halv

delen af den københavnske Koloni. Dette Facit, der kun

gør Fordring paa at være tilnærmelsesvis rigtigt, kan ved

første Øjekast synes ret lovende. Men det bliver mindre

tilfredsstillende, naar vi erfarer, at af de halvhundrede

Haandværkere ikke mindre end 18 var Parykmagere, et

meget stort Tal selv i Allongeparykkernes Tidsalder —

saaledes Folk, der ikke har gjort det ny Samfund, hvori

de var optagne, overvættes Nytte, men — hvis man kan

tro samtidige Beretninger — adskillig mere Vind. Re

geringens brændende Ønske om at faa Silkevævere h e r 

op blev kun for saa vidt realiseret, som her nedsatte sig

4, der jo in tet kunde udrette af Betydning. Saa var der

Skrædderne og Guldsmedene, af hvilke to straks fik Ud

nævnelse til Hof-Juvelerer (Piongart) og Hof-Guldsmed

(T reffort). Det var i det hele ikke faa af Koloniens Med

lemmer, Hoffet paa denne Maade maatte give sin peku

niære eller moralske Støtte. Vi træffer baade en Hof-

Skrædder, en Hof-Sadelmager, en Tapetserer hos Dron

ningen, foruden Hoffets virkelige og faste Embedsmænd,

af hvilke Køkkenchefen, en Etatsraad, en Jægermester,

to Livdrabanter — foruden de tidligere nævnte tre Kam

merherrer og Sprogmesteren fra det første Emigranthold

— alle er franske. Ialt underholdt Hoffet 15 af Em i

granterne foruden nogle Pager.

Blandt de andre Haandværkere var næsten alle Fag

repræsenteret. En speciel Erhvervsgren var Urmagerkun

sten — her var neppe tidligere nogen fastboende Urma