184 / 502
174
Vandtsnidere.
det højeste Lav og det derfor burde holdes med al Skikkelig
hed baade med Køb og Salg, skulde Oldermanden, Stols-
broderen og 4 af de ældste Brødre 2 Gange om Aaret over
veje al deres Købmandskab med Indkøb af Klæde, Korn og
andet, „saa intet daarligt Køb begyndes den menige Mand
til Skade“ . De maatte ikke indfalde i Kræmmernes Handel
og disse maatte ikke sælge Klæde, paa det der ingen Ulempe
skulde komme imellem dem, men hver at blive ved sin
Handel og Vandel, som det sig burde.
Ej heller maatte
Fremmede ligge i deres Herberg og sælge Klæde, lige saa
lidt som Skrædere maatte sælge andet fra deres Vindue eller
i deres Hus end de Klæder, de selv havde syt, og Skræderne
maatte alene købe deres Klæde hos Stadens Vandtsnidere.
Kom der nogen fremmed Købmand til Staden med Klæde,
skulde han først tilbyde det til Oldermanden, Stolsbroderen
eller nogen af Brødrene, og hvis de da ikke kunde komme
overens, maatte han sælge det til en anden bosiddende
Borger i hele og halve Stykker og skulde give Kongen sin
Told og fare i Fred. Ingen Vandtsnider maatte lade nogen
have Udsalg af Klæde i Alenvis i Maskepi med sig.
Hvis
nogen kom i Armod eller Ulykke paa Grund af Alderdom
eller anden „Guds Ris“ , og det ikke var paa Grund af uærlige
Sager, skulde alle hans Medbrødre være pligtige til at
underholde ham, saa han ikke skulde gaa omkring og tigge1).
Et Aar efter mistede Vandtsniderne deres Eneret til
Klædehandel. Der var nemlig kommet adskillige Klagemaal
for Kongen baade fra hans Undersaatter af Adel og fra
mange andre, at Vandtsniderne ikke alene „paa det dyreste
og højere end det nogen Tid tilforn har været brugeligt,
sælge, hvis Klæde de have, men og ikke føre og holde fal
saa meget Klæde, som vore Undersaatter til adskillig deres
Lejlighed og Nødtørft kunde behøve“ . Derfor tillod Kongen
’) K. D. II 461—66.