81 / 148
R u l l e n d e M a t e r i e l
S po rvogne
Vogntyperne før og ved Kommunens Overtagelse
De Fordringer, der stilledes til Hestesporvog
nene, var — set med Nutidsøjne — meget be
skedne ; Publikum var ikke fra andre Befor
dringsmidler forvænt med Bekvemmelighed og
Hastighed. Vognene maatte bygges saa enkle og
lette som muligt, og Antallet af Passagerpladser
maatte afpasses efter den Trækkraft, der stod til
Raadighed, saaledes at den samlede Vægt ikke
blev større, end at Vognen kunde fremføres med
passende Hastighed.
I Københavns Politikammers Opslag af
i
/
i
1890, som fandtes i Vognene, blev blandt andet
bestemt følgende:
»1. Sporvognene skulle altid være forsynede med
veløvede, besindige og paalidelige Kuske.
2. Hestene skulle bære Bjælder eller Klokke,
som kan høres i mindst 50 Alens Afstand.
3. Kørslen maa ikke være hastigere end jævnt
Trav.«
Herfra gaves dog en Række Undtagelser gæl
dende for Steder, hvor Kørslen skete i Skridt
gang.
Der fandtes to Vogntyper, toetages, der altid
blev trukket af 2 Heste, og enetages, hvortil efter
Vognstørrelsen og den tilstræbte Kørselshastighed
blev anvendt 1 eller 2 Heste. De toetages Vogne
havde Trapper fra hver Perron op til Taget,
hvor Sæderne var anbragt enten paa tværs og
uden Overdækning eller paa langs med Ryggene
mod hinanden og oftest dækket med et Tag og
en Væg for hver Ende af samme Bredde som
Sæderne. Som Regel var der 18 å 20 Siddeplad
ser nede og et lignende Antal ovenpaa; der var
gerne 3 Staapladser hos Konduktøren, men in
gen hos Kusken. Vognene rummede altsaa om
kring 40 Passagerer. De enetages Vogne var af
mere forskellig Størrelse. I de 65 Vogne, der som
de bedste Hestesporvogne senere blev anvendt
som Bivogne til elektrisk Drift, varierede Antal
let af Siddepladser fra 14 til 20, 16 var det
almindeligste. Der var sædvanligvis 4 Staaplad
ser paa hver Perron.
Den eneste endnu bevarede Hestesporvogn fra
Linien: Højbro-Istedgade-Vestre Kirkegaard har
tilhørt Kjøbenhavns Sporvei-Selskab og er bygget
af N. P. Lemming, København. Den har 14 Sid
depladser og 2 X 4 Staapladser, ialt 22 Pladser.
Akselafstanden er ca. 1,6 m, Vognlængden ca.
5,25 m, Bredden ca. 2,1 m og Vægten ca. 2,3 ts.
Med fuldt Læs har Hesten skullet trække ca. 4 ts.
Til de smaa Vogne var Træ et udmærket
Konstruktionsmateriale; Vognkassen bestod af
et spinkelt Træskelet, udvendig beklædt med
Træ- eller Jernplader, indvendig forsynet med
Træbænke, der paa visse Linier i Vintertiden
var dækket af Hynder som Regel af Plys i stærke
Farver. Perronerne var smaa, kun afgrænset for
til af en Jernplade og forsynet med et Sæde til
Kusken. Affjedringen mellem Vognkassen og Hju
lene bestod af enkelte Skruefjedre eller Gummi
klodser. Paa Perronen fandtes en Advarselsklokke
under Vogntaget og et Haandsving til Betjening
af en primitiv Klodsbremse paa Hjulene. Belys
ningen var to Tran- eller Petroleumslamper an
bragt hver i sit Hjørne inde i Vognen, saaledes
at de dels oplyste denne svagt og dels gennem
en Rude eller Linse lyste advarende fremad og
bagud i Kørselsretningen.
Med de Krav, Trafiken stillede, og med den
Begrænsning, Trækkraften gav, var der ikke An
ledning til megen Udvikling i Vognkonstruktio
nerne, og den væsentligste Forskel mellem de
enkelte Vogne i den ret brogede Samling, som
Hestesporvognene repræsenterede, bestod i Vin
duesinddelingen og Tagformen.
Der skete dog enkelte Fremskridt i Tidens
Løb, f. Eks. gik man over til at anvende delte
Aksler samlet i en smurt Bøsning, hvorved man
opnaaede, at sammenhørende Hjul kunde løbe
frit hver for sig i Kurver, hvilket sparede paa
Trækkraften, og i nogle af de sidst byggede Heste-
7 7